Kære offentligt ansatte: I skulle hellere fokusere på at bruge alle de dyrebare midler, I hver eneste dag får stillet til rådighed med omtanke, frem for at spille fandango.«
Sådan afslutter Anahita Yazdanis sit debatindlæg i Jyllands-Posten forleden.
Skal man svare på et indlæg, der slutter af på den måde? Min første tanke var, nej, det her er under lavmålet, useriøst og plat. Men så alligevel - AY’s debatindlæg kan ikke stå uimodsagt hen.
Hun slynger om sig med løse påstande til højre og venstre. Hendes billede af lønvilkårene for offentligt ansatte bygger i bedste fald på uvidenhed og unuancerede, tendentiøse og fordomsfulde betragtninger.
I Danmark har vi et reguleringssystem, som indebærer, at lønningerne i den offentlige sektor følger med lønningerne i den private sektor – der sker en tilretning over årene, ganske vist med en vis forsinkelse. Der vil derfor være nogle perioder, hvor udviklingen i de offentlige lønninger ligger over de private, og der vil være perioder, hvor udviklingen i de private lønninger ligger over de offentlige lønninger, men det afhænger af hvilke perioder man kigger på.
I sit indlæg benytter AY sig af samme form for talgymnastik – og samme regnestykke – som Sophie Løhde gjorde sig skyldig i, da hun op til overenskomstforhandlingerne i 2018 hævdede, at de offentligt ansatte skyldte over 6 mia. kr. for at lukke det løngab, der var opstået, fordi de offentlige lønninger var vokset mere end de private siden første kvartal 2008.
Valget af 2008 som udgangspunkt er ganske behændigt. Det var det første, hvor finanskrisen slog igennem på de private lønninger. Det viste sig dengang, at hvis man bare gik ét år længere tilbage i sammenligningen, så faldt løngabet til lige godt 2 mia. kr. Og gik man så langt tilbage, som de tilgængelige tal går, nemlig 1996, var der slet ikke tale om noget løngab. Hokuspokus filihankat.
AY har intet blik for, hvordan den offentlige velfærd bidrager til samfundet, sammenhængskraften og understøtter den private sektor. Uden den kunne vi i Danmark ikke år efter år ligge i toppen af stort set alle internationale målinger på erhvervsdeltagelse, produktivitet, innovation, tryghed, lykke og rigdom.
År efter år er vi udnævnt til et af de bedste lande at drive virksomhed i. Man skal ikke kigge særlig langt, før man kan se, at de lande, som klarer sig bedst, også er de lande med de mest udbyggede velfærdsstater. De skandinaviske lande med stærke offentlige sektorer er også de bedste lande at leve i.
Det kan vi takke de offentligt ansatte for. De passer vores børn og vores ældre pårørende, så vi kan gå på arbejde og have en tårnhøj erhvervsdeltagelse. De underviser vores børn, så vi kan have et højt uddannelsesniveau, og de behandler og hjælper os, når vi bliver syge, så vi kan komme tilbage på job og leve et godt liv.
Vi har også en velfærdsstat, som bygger på samarbejde mellem arbejdsgivere, arbejdstagere og politikere, som er uhørt i mange lande, men som indebærer, at vi har et meget lavt konfliktniveau på arbejdsmarkedet, og som gør vores land attraktivt at være virksomhed i.
Det er svært at måle produktiviteten af velfærdsydelser. Men vi ved, at sygehusene har haft en produktivitet, som i perioder har ligget tårnhøjt. Og vi ved, at der år efter år effektiviseres i den offentlige sektor i en grad, der desværre har taget overhånd. Siden finanskrisen også ramte den offentlige sektor, er antallet af kommunalt ansatte faldet med 35.000.
Det er desværre billeder, som dit, der er med til at tillade, at nogle partier går til valg på at forringe den offentlige sektor og den offentlige velfærd og i virkeligheden save den gren over, som vi som land med en rigtig høj velstand sidder på. Uligheden er desværre vokset, også selvom mange lande kigger med misundelse på vores lave ulighed. Vi ved, at ulighed er med til at svække et lands sammenhængskraft og stabilitet – og desværre går det i den gale retning i mange lande, noget som både OECD og Verdensbanken er bekymrede for, når de kigger ud over deres medlemslande.
Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten, den 14. februar 2019