Jeg er glad i dag. Rigtig glad. Efter både hiv og sving og adskillige benspænd er det lykkedes for Regeringen, KL, Danske Regioner og FOA at godkende en praktikaftale, der indebærer et stort løft i antallet af praktikpladser i regioner og kommuner. Det er godt. Rigtig godt. Og det er mere end det. Det er også nødvendigt. Helt nødvendigt.
Flere plejetrængende ældre, færre ansøgere til social- og sundhedsuddannelserne og et stort antal social- og sundhedsansatte, der snart går på pension, gør arbejdet med at skaffe flere hænder til ældre og sundhedssektoren en af velfærdssamfundets helt store udfordringer. FOA har beregnet, at Danmark kommer til at mangle over 40.000 sosu-ansatte allerede i 2028, hvis vi ikke gør noget nu.
Det er vi i gang med nu. Kommuner og regioner har med aftalen forpligtet sig til de næste to år som minimum at skaffe 6000 praktikpladser til social- og sundhedsassistenter og 3000 social og sundhedshjælpere. Aftalen betyder, at vi forhøjer minimumsantallet af praktikpladser med i alt 30 procent fra 2019 til 2020 og 2021.
Så vidt så godt, kunne man sige. Men så enkelt er det ikke. Det var en hård kamp at få aftalen hjem, men det virkelige arbejde begynder først nu. Praktikaftalen er et vigtigt skridt på vejen mod løsningen på sosu-manglen. Navnlig hvis vi også er i stand til at tiltrække og fastholde de mange nye folk til fagene, som praktikpladserne åbner mulighed for.
Helt centralt i opgaven med at tiltrække flere til sosu-uddannelserne står at skaffe faget mere anerkendelse. Den lønstigning, vi netop har forhandlet os frem til med KL ved OK18, er en del af løsningen. Men det handler også om at sætte de social og sundhedsansattes faglighed i spil. Bruger vi den enkelte godt nok? Udfører vi de opgaver, vi faktisk er uddannet til rundt om på hospitaler og i kommunerne?
Det er vigtigt, at vi udnytter social- og sundhedsassistenterne og -hjælpernes uddannelse fuldt ud, så vi bruger de rette hænder til de rette opgaver. De har kompetencerne til det. De er bare ikke altid de har fået lov til at bruge dem fuldt ud. Det er også vigtigt, at give den enkelte den nødvendige tid til at gøre opgaverne forsvarligt og bedre mulighed for selv at tilrettelægge arbejdet, så opgaverne løses bedst muligt for både borgere og ansatte.
Vi skal også forhindre at mange elever vælger at forlade uddannelserne før tid. Alle parter på området bliver simpelthen nødt til at blive enige om, at det her vil vi prioritere, så vi kan få nedbragt frafaldet. En af de ting vi bør kigge på er overgangen mellem skole og praktik. Vi kan se, at det er her mange falder fra. Det kan være en overvældende opgave pludselig at stå med et andet menneskes helbred og velfærd i sine hænder. Det skal vi være bedre til at forberede eleverne til.
Det kan ikke komme bag på selv den mest flygtige iagttager af dansk politik, at vi er på vej mod et valg. Lige nu er et godt tidspunkt, hvis man søger politiske løfter.
Men det er vigtigt at fastslå, at uanset hvem der får lov til at køre i ministerbilerne efter et valg, så er rekrutteringsudfordringen der stadig. Enhver regering bør have med i sit regeringsgrundlag at skaffe flere hænder til ældre- og sundhedsområdet. Det er en forudsætning, hvis vi vil fastholde velfærden. FOA er parat til at fortsætte arbejdet.
Debatindlægget er bragt i Altinget, den 6. februar 2019