• Læs op
• Udskriv

Grundlovsdag satte danskerne kryds ved klimaet, da de skulle vælge et nyt Folketing. Danskerne forlanger bæredygtighed, og det vækker da en vis forventning, at partierne over en bred kam i valgkampens hede erklærede sig selv som værende grønne. Vi skal passe på miljøet.

Men vi skal også at passe på os selv. Derfor er det også tid til at vende blikket skarpt mod det miljø, vi tilbringer allerflest af vores vågne timer i, arbejdsmiljøet, og tid til at forlange markante forbedringer på området. For sandheden er, at arbejdsmiljøloven langt fra er ambitiøs nok herhjemme.

Problemet ligger i lovens grundmantra; at det skal være sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt at gå på arbejde. Lad os hæfte os ved ordet ”forsvarligt”. Hvad dækker det? Er der en grænseværdi for, hvor stresset, man så må være? Eller hvor nedslidt, man må blive over en årrække? Eller hvor mange trusler om vold, man skal kunne bære?
 
Som inspiration til forandring vil jeg opfordre vores nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), til at skele til Norge. Her er det bærende princip for arbejdsmiljølovgivningen væsensforskelligt fra det danske. Du skal være lige så sund, når du går hjem fra arbejde, som da du mødte op, lyder det. Og når man tænker over det, ja, så manglede det vel egentlig bare.

Skæbnen er grum for dem, der får deres tilværelse ødelagt, fordi de får en arbejdsskade, er blevet udsat for vold og trusler, eller som slet og ret er blevet slidt ned, så de ikke længere er arbejdsdygtige. De havner i lange og ofte også nyttesløse ressourceforløb. De rammes hårdt på økonomien. Og måske også på deres familieliv.

Behovet for en stærkere arbejdsmiljølovgivning og bedre forebyggelse handler om det enkelte menneskes ve og vel – livet igennem. Men det handler i høj grad også om samfundet som et hele. Om at kunne sikre, at folk kan blive på arbejdsmarkedet længere.

Antallet af børn og ældre stiger heftigt i de kommende år. Der bliver brug for flere hænder. Allerede i dag har tre ud af fire kommuner problemer med at rekruttere social- og sundhedspersonale. En stor del af dem er på vej på pension, og frafaldet af elever er omfattende. For når de kommer ud og prøver kræfter med virkeligheden, bliver de konfronteret med et horribelt arbejdspres, som får dem til at flygte fra faget.
 
Imens vurderer 51 procent af FOAs medlemmer i social- og sundhedssektoren, at de ikke vil kunne arbejde helt frem til pensionsalderen. Og 40 procent af dem overvejer at forlade jobbet og faget. De tal er alarmerende høje.

Af det såkaldte forståelsespapir fra regeringen og dens støttepartier fremgår det, at regeringen vil have flere ansatte i den offentlige sektor – både så beskæftigelsen følger det demografiske træk, men også for at skabe et velfærdsløft. Samtidig skal sygefraværet nedbringes, og muligheden for at få flere fra deltid på fuldtid skal undersøges.

Alt sammen noget, der vil lette arbejdspresset, fordi der så vil være flere til at løse opgaverne. Flere til at drage omsorg for de ældre uden at skulle ligge under for et minuttyranni og pressede køreplaner. Flere til at give børn en tryg og udviklende hverdag, hvor der er tid til at trøste, hvis et barn har slået knæet. Flere til at levere velfærd til os alle.

Men skal det rent faktisk lykkes at lokke flere til at tage en faglært uddannelse, som der er stærkt behov for, og hvis flere ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet, som det også er regeringens ambition, og hvis vi skal forebygge nedslidning, kræver det, at arbejdsmiljøet får et markant løft ude på arbejdspladserne. Det forudsætter, at arbejdsmiljøloven får et nyt fokus, så vi ikke først og fremmest er optagede af, hvad vi gør, når skaden er sket. Skaden skal slet ikke opstå.

I efteråret blev der indgået en politisk aftale om arbejdsmiljø, som på mange punkter pegede fremad med en hårdt tiltrængt styrkelse af Arbejdstilsynet og hårdere straffe til arbejdsmiljøsyndere. Men vi har endnu til gode at få formuleret en særlig bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø, som aftalen også omfattede. I FOA bidrager vi gerne. Afgørende er, at det kommer til at stå tindrende klart for arbejdsgiverne, hvilket ansvar de har i forhold til at sikre det psykiske arbejdsmiljø, ligesom de i dag har ansvar for det fysiske arbejdsmiljø. Så du som ansat – både fysisk og psykisk - kan være lige så sund, når du går hjem fra arbejde, som da du mødte ind.