Flere voksne hænder i daginstitutionerne, flere friske hænder i ældreplejen og flere støttende hænder i psykiatrien. Der er rigelig plads til udbedring af vores fælles velfærd. Derfor er der også masser at tage fat på for regeringen og KL, som skal forhandle en aftale på plads om den kommunale økonomi for det næste år.
Kommunal velfærd kræver mere end et knips med fingrene. Det ved vi. Derfor giver FOA gerne en hjælpende hånd og et par gode råd til, hvordan pengene skal bruges kommunalt det næste år.
Rammen er for stram
Til at starte med skal effektiviseringsprogrammet lægges i graven. I den kommunale økonomiaftale fra 2016 blev omprioriteringsbidraget erstattet af moderniserings- og effektiviseringsprogrammet.
Det program koster hvert år kommunerne én milliard kroner, som skal hentes på forskellige effektiviseringer, hvorefter en halv milliard efterfølgende bliver tilbageført.
Claus Hjort Frederiksen (V), som dengang var finansminister, kaldte aftalen for "en stram ramme", som var "økonomisk ansvarlig". Og noget havde han da ret i. Den var stram. For stram. Men ikke ansvarlig for de mange mennesker, som har måttet leve med velfærdsforringelserne.
Vi har nu en forventning om, at den nye regering sætter handling bag ordene, når Socialdemokratiet sammen med de øvrige partier bag det politiske ’forståelsespapir’ er enige om, at gevinster ved effektiviseringer skal gavne lokalt. I vores bog betyder det, at effektiviseringsprogrammet mellem regeringen og kommunerne må skrottes helt eller som minimum alene have til formål at frigøre ressourcer, som kommunerne selv kan bestemme over.
Drøft minimumsnormeringer allerede nu
Tiden er moden til, at vi begynder af se på kommunale finansieringer på en ny måde. Formålsløse effektiviseringer skal erstattes af reelle velfærdsforbedringer. Og vi er heldigvis på vej. I hvert fald på papiret. For vil regeringen leve op til sit løfte om at dække det demografiske træk, som giver os flere børn, ældre og syge, får vi støbt et solidt velfærdsfundament. Hovedløs underfinansiering og skrantende velfærd skal erstattes af fair finansiering og fremskridt. Det er på tide.
Alt for længe har velfærdens service været utilstrækkelig og underprioriteret. Ældre har ikke fået den hjælp, de har haft behov for. Psykisk syge er for ofte blevet tabt. Medarbejderne har for ofte været for få og har haft for lidt tid til at løfte de opgaver, de faktisk er mødt på arbejde for at udføre. Og især børnene har for ofte været alene.
Hvis regeringen vender tomlen op til fuld finansiering af minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet, begynder der at tegne sig et billede af et nybrud på velfærdsområderne.
Vi er helt med på, at den endelige finansiering af minimumsnormeringerne først vil ske i forbindelse med finansloven og en politisk aftale til efteråret. Men for at mindske usikkerhed og utryghed i kommunerne gør parterne klogt i allerede nu under økonomiforhandlingerne at få drøftet, hvordan minimumsnormeringerne skal finansieres. Det ville gavne både medarbejderne, forældre og ikke mindst børnene. Nu skal vi investere – ikke effektivisere.
Debatindlægget er bragt i Altinget, den 16. august 2019