• Læs op
• Udskriv

”Fyringerne er et udtryk for en politisk prioritering… og illustrerer, hvorfor der er behov for en sundhedsreform.” Det pointerer sundhedsministeren i et interview i Altinget tirsdag.

Men sundhedsministeren tager fejl, for afskedigelserne i Region Sjælland og Lars Løkke Rasmussens bebudede strukturreform på sundhedsområdet er to forskellige ting. Så med mindre Ellen Trane har viden om, at der følger ekstra ressourcer med reformen, vil en strukturreform ikke kunne afværge det budgetunderskud, der er skyld i afskedigelserne. Tværtimod risikerer vi, at sundhedspersonalet med en strukturreform skal bruge en masse tid og ressourcer på at finde ud af de nye strukturer i stedet for at bruge ressourcerne på kerneopgaverne, nemlig behandling og pleje af patienterne.

I sommerens økonomiaftale fik regionerne samlet set én milliard kr. ekstra til sundhedsområdet. Det kan lyde af mange penge, men realiteterne er, at det kun lige netop dækker det behov, som ændringerne i demografien medfører. De markant flere ældre, de flere børn og den store voksende gruppe med kroniske sygdomme betyder, at den ene milliard kun lige dækker dette, hvis servicen per borger skal være uændret i det kommende år.

Det vil sige, at der i realiteten ikke er penge i økonomiaftalen til udgifter ud over befolkningsændringer.

Regionerne har med deres netop vedtagne budgetter samtidig vedtaget besparelser, omprioriteringer og effektiviseringer på mere end én milliard kr. i 2019.

De samlede besparelser skal blandt andet dække stigende udgifter til dyrere medicin og flere komplicerede behandlinger.

Regeringen har altså givet én milliard ekstra til sundhed, men opdrift, nye behandlinger og dyrere medicin kan dermed siges at medføre et behov for at finde besparelser for yderligere én milliard kroner.

Lidt firkantet kan man derfor sige, at sundhedsvæsenet i sig selv har brug for mindst to milliarder kr. ekstra for at få enderne til at hænge sammen. Den ene milliard er kommet fra økonomiaftalen i sommers, og den anden milliard har regionerne selv fundet ved besparelser og omprioriteringer.

Helhedsbilledet mangler. I 00’erne blev der i gennemsnit tilført 2,75 procent ekstra ressourcer til sundhedsvæsenet om året. Siden 2010 har den gennemsnitlige årlige vækst ligget på 1 procent.  Samtidig med, at antallet af patienter er steget, og der er kommet flere opgaver.

Derfor er det simpelthen for let afværget af sundhedsministeren at melde hus forbi, når talen falder på de voldsomme nedskæringer, vi er vidne til – fx i Region Sjælland.