Debatindlæg: Skattereformer bør ikke indregne usikre effekter på arbejdsudbuddet

Det er på tide, at velfærd bliver taget lige så alvorligt som skattelettelser i regnemaskinen. Men man kan begynde med at vise de store usikkerheder, der er forbundet ved at regne med effekterne af skattelettelser, sådan som vismændene opfordrer til.

Når de danske politikere diskuterer og disponerer nationens økonomi, læner de sig i stigende grad op ad Finansministeriets regnemodeller. Det til trods for, at der er overordentlig stor usikkerhed ved ministeriets beregninger. Intet sted er usikkerheden større, end når ministeriet beregner effekten af skattelettelser på det såkaldte arbejdsudbud.

Folketingets sekretariat har tidligere udarbejdet to rapporter, der ret entydigt har konkluderet, at det ikke med sikkerhed kan fastslås, hvilken effekt ændringer af de sociale ydelser og skattesatser har på arbejdsudbuddet og slet ikke på den afledte beskæftigelseseffekt.

Ikke at det fik Finansministeriet til at ryste bare det mindste på hånden.

Stor usikkerhed
Nu har rigets højeste økonomiske sagkundskab – vismændene – også rettet blikket mod den såkaldte arbejdsudbudselasticitet i Finansministeriets udgave. Og deres konklusion er – også – ganske entydig. Modellerne er meget usikre.

Vismændene har gennemført en analyse af effekterne af de skattereformer, der har fundet sted fra 1997 til 2015 og deres indflydelse på arbejdsudbuddet. Altså hvor meget mere eller hvor meget mindre arbejder danskerne, når skatten sættes ned.

Analysen viser, at der er effekter af skattelettelser på arbejdsudbuddet. Analysen viser også, at det primært vil have en effekt for kvinder og ikke nogen nævneværdig for mænd.

Men det som analysen især viser, er, at der er utroligt store usikkerheder forbundet med at regne med sådanne effekter.

Faktisk så store, at Det Økonomiske Råd råder Finansministeriet til at vise disse store usikkerheder, når man beregner selvfinansieringsgraderne. Sætter man f.eks. bundskatten ned med en milliard kroner, så beregner Det Økonomiske Råd, at det vil kunne give en effekt på arbejdsudbuddet svarende til 333 ansatte på fuld tid. Men usikkerheden er så stor, at den går lige fra et plus på 775 personer til et minus på 119.

Det er bare ikke den virkelighed, politikerne er blevet forelagt, når de har skullet tage stilling til de senere års store økonomiske reformer. De har kun set positive effekter – ikke usikkerhederne.

På tynd is
Man kan måske også sætte spørgsmålstegn ved analysen i sig selv. Når man måler effekterne over så lang tid, hvad måler man så – kan der være andre forhold, som har påvirket folks arbejdslyst, end lige skatten? Man kan spørge sig selv, hvordan analysen ville have set ud, hvis man havde målt på effekterne af ændringerne i det offentlige forbrug.

Ville man måske i virkeligheden kunne se en større effekt af investeringer i velfærd frem for i skat?

Ville en milliard investeret i kortere ventelister på sygehusene f.eks. kunne give en større effekt end de 333 fuldtidspersoner, som en skattesænkning måske kunne give, hvis man ser bort fra de meget store usikkerheder?

Det er på tide, at vi tager investeringer i offentlig velfærd mere alvorligt og får balance i regnereglerne, så velfærd bliver taget lige så alvorligt som skattelettelser i regnemaskinen. Og et sted at starte kan være ved at vise de store usikkerheder, der er forbundet ved at regne med effekterne af skattelettelser, sådan som vismændene opfordrer til.

I kølvandet på Vismændenes konklusioner har Nationalbanken også meldt sig i koret med en understregning af, »at man skal være påpasselig med på forhånd at indregne sådanne effekter som finansieringselementer i skattereformer. De kan indregnes, når og hvis de har materialiseret sig«.

Nu mangler erkendelsen kun at trænge ind bag de tykke røde mure i Finansministeriet: Det duer ikke skråsikkert at henvise til økonomiske effekter, vi kun har usikker dokumentation for. Vi har brug for bedre analyser.

Indtil det sker, bør vi kun med stor forsigtighed benytte os af Finansministeriets usikre modeller. Og ikke mindst kan man håbe på, at Finansministeriet i det mindste følger vismændenes indtrængende opfordring til fremover at betone denne usikkerhed ved fremlæggelse af eksempelvis skattereformer og i svar til Folketingets udvalg.

Det duer jo ikke at bilde politikerne ind, at de bevæger sig på sikker grund, hvis de i virkeligheden er på tynd is. 

Bragt i Information, side 19, den 13. december 2018