• Læs op
• Udskriv

For mange offentligt ansatte ude i virkeligheden –  som hver måned betaler husleje, udgifter til daginstitution, mad, drikke, forsikring, vand og varme –  fylder pensionen ikke meget i bevidstheden eller i månedsbudgettet. For lønmodtageren ude i virkeligheden vil lønnen være det, man ser på lønsedlen hver måned, og altså ikke, hvad der bliver sparet op på en konto, man ikke har adgang til, før man trækker sig fra arbejdsmarkedet.

Det er typisk regnearkstænkning, når folketingsmedlem for Liberal Alliance Henrik Dahl i et debatindlæg i BT belærer offentligt ansatte om, hvor godt de tjener, ud fra hvor store udgifter arbejdsgiverne har til den enkelte medarbejder.

Henrik Dahl kaster sig også over den gamle historie om, at pension i det offentlige er en del af lønnen, mens pension på det private arbejdsmarked bliver indbetalt af den enkelte medarbejder.  I virkeligheden forholder det sig sådan, ifølge tal fra Forsikring og Pension - brancheorganisation for forsikring- og pensionsselskaberne i Danmark, at forskellen på, hvor meget der indbetales til de arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger i henholdsvis det private og i det offentlige er minimal.

I virkeligheden er mere end 8 ud af 10 social- og sundhedsmedarbejdere ansat på deltid på gennemsnitligt 30 timer om ugen. I forhold til en fuldtidsstilling betyder det omkring 5.000 kroner mindre om måneden før skat og der er ikke udsigt til, at problemet bliver mindre – sidste år var næsten tre ud af fire af de social- og sundhedsstillinger, kommunerne slog op på deltid.

Henrik Dahl affejer problemet med mange deltidsstillinger med sætningen ”Om forholdet mellem fuldtidsstillinger og deltidsstillinger er rimeligt, vil jeg ikke gøre mig klog på. Det er en sag for arbejdsgiverne og arbejdstagerne at blive enige om. Det skal ikke dikteres fra Christiansborg.”

Men han og resten af Christiansborg burde bekymre sig. For ude i virkelighedens Danmark i den borgernære velfærd er der massiv mangel på netop social- og sundhedsmedarbejdere, og med et stigende antal ældre kommer vi til at stå i store problemer i fremtiden hvis ikke der handles rettidigt.

I FOA har tidligere spurgt vores medlemmer på deltid, om de har ønske om at gå op i tid. Det vil næsten en fjerdedel. Hvis de, der ville, fik lov til at arbejde fuld tid, ville det svare til mere end 2.500 ekstra fuldtidsstillinger. Men det koster naturligvis på den kommunale lønkonto og valget ender derfor mellem hænder nok i døgnet eller flere fuldtidsstillinger i det kommunale budget. Deltidsproblematikken betyder samtidig, at det bliver vanskeligt at rekruttere elever til området– og vi ved, at utilfredsheden med deltid er størst blandt de yngre medlemmer.

Henrik Dahl fortsætter debatten fra sit skrivebord, og argumenterer for, at Heidi Møller Madsen ikke kan have oplevet nedskæringer i det offentlige med henvisning til udgifterne til den offentlige sektor i forhold til bruttonationalproduktet og at det offentlige forbrug i 90’erne var mindre, end det er i dag.

Han tager ikke forbehold for, at vi behandler flere og flere med dyrere medicin.

Ude i virkeligheden bliver der i dag i gennemsnit brugt 11 procent færre penge på service pr. borger i kommunerne end i 2010 og mens f.eks. antallet af ældre over 80 stiger, er der i dag, hvad der svarer til 2.000 færre social- og sundhedsstillinger til at tage sig af dem.

Fra Henrik Dahls stol på Christiansborg virker det måske let at råbe ’effektivisér’ og ’rationalisér’, men ude i virkelighedens samfund i kommunerne betyder færre medarbejdere pr. borger en forringelse af kvaliteten af velfærden og efter årevise nedskæringer i den offentlige sektor, har vi for længst ramt den nedre smertegrænse.

Hvordan skal vi effektivisere det pædagogiske personales møde med barnet, der har brug for hjælp i legen, eller social- og sundhedsassistentens møde med den ældre, der har brug for pleje og omsorg?

Hver gang liberale som Henrik Dahl kalder til kamp mod det offentlige forbrug får det konsekvenser for samfundets kernevelfærd og de, der er ansat til at løse opgaverne, som må løbe hurtigere og hurtigere og længere og længere i takt med at kollegerne forsvinder. Det er derfor ikke en hån at kræve en bedre løn for det vitale arbejde, medarbejderne udfører og det er ej heller en hån at kræve flere kollegaer til den borgernære kernevelfærd.

Bragt i BT d. 20. august 2018