Husmoderafløser-begrebet opstår

1942

Ordningen med husmoderafløsere var under Danmarks besættelse (1940-45) etableret i adskillige kommuner for at afhjælpe den store arbejdsløshed blandt kvinder. I sin oprindelse var der imidlertid ikke tale om en kommunal foranstaltning, men derimod en ordning foreslået af organisationen Danske Kvinders Samfundstjeneste af 1940.

Ordningen skulle være en støtte for mindrebemidlede og tillige samfundsnyttig, da det i mange tilfælde kunne aflaste en husmoder, så hun ikke skulle stå for tidligt op efter en sygdom.

Husmoderafløseren skulle tage sig af følgende: Pasning af børnene, husgerning, pasning af kakkelovne, rengøring af lejligheden, vask, reparation, indkøb af madvarer, madlavning, opvask, håndsrækning til patienten i form af daglige toilette, sengeredning, mad og lignende.

Ordningen havde som nævnt også et socialt sigte. Allerede af en betænkning fra den såkaldte Husassistentkommission fremgik det i 1942, at behovet for husmoderafløsning var stort blandt mange mindrebemidlede familier, f.eks. som følge af moderens sygdom eller graviditet og efter fødsler. Betænkningen lagde op til, at ordningen ikke blot skulle være en midlertidig løsning, men burde indgå i den fremtidige vifte af sociale tilbud til danskerne.

Fra den 1. oktober 1949 etableredes en udbygget og lovfæstet husmoderafløsningsordning, vedtaget i Folketinget, hvor kun Venstre havde stemt imod med den begrundelse, at det kostede det offentlige for mange penge. Det blev anslået, at der i alt ville blive brug for ca. 2000 husmoderafløsere. Ved lovens vedtagelse var kun omkring det halve antal i arbejde.

I forbindelse med lovens vedtagelse placeredes arbejdet som husmoderafløser mellem husassistent- og sygeplejergerningen, og rammerne for en særlig uddannelse blev udstukket ud fra den definition. Det blev tillige fastslået, at husmoderafløsere ikke kunne være kommunale tjenestemænd.