• Læs op
• Udskriv

Da FOA SOSU i november afholdt generalforsamling, var der særligt ét indlæg fra talerstolen, der gjorde indtryk på tilhørerne.

Social- og sundhedsassistent Linda Lundqvist fra Plejecenter Sønderhaven i Ballerup fortalte, hvordan det var at stå midt i en pandemi, hvor alle – særligt i begyndelsen – var rådvilde.

"Jeg elsker mit arbejde, men det her har godt nok været hårdt", erklærede hun.

At dømme efter det efterfølgende bifald, havde tilhørerne i salen det på nøjagtig samme måde, og det er derfor vi en iskold formiddag opsøger Linda Lundqvist i hendes hjem i Ballerup.

”Jeg elsker stjernestunderne med beboerne. Jeg elsker at lære en beboers livshistorie at kende og at forsøge at leve mig ind i, hvilket menneske hun har været som mor eller i sit arbejdsliv. Jeg går hjem hver dag og føler, at jeg har været noget for andre. Tænk at få lov at betyde så meget for et menneskes liv”.

Linda Lundqvist lyser op i en grad, så man kan se, at uanset hvor lange skygger pandemien har kastet, har det ikke rokket ved hendes overbevisning om, at hun er på rette hylde. Selv corona kan hun smile ad.

”Beboerne siger, ”hvad er der med hende corona?” Hun er blevet en dame, og vi er enige om, at hun skal fyres”, ler Linda Lundqvist, der har besluttet sig for, at det skal blive en god jul, trods omstændighederne.

Hjemmet er fyldt til bristepunktet med nisser og et tidligt pyntet juletræ, og også på plejecenteret er Linda Lundqvist i fuld gang med at sprede sin juleglæde.

Visiret er pyntet med juleklistermærker, og til beboernes julefrokost lånte hun sig til et julemandskostume.

”Jeg fik SÅ meget igen. Alene det at se deres øjne, da de så mig. Selv dem, der kunne genkende mig, spillede med”, fortæller Lisbeth Lundqvist, der i en alder af 39 år også har fået lov at være Luciabrud for første gang.

”Jeg sagde til min leder, at hvis jeg skulle komme ind på min fridag for at gå Lucia, ville jeg også være brud”, griner hun.

Linda Lundqvist skal arbejde hele julen, ”og jeg glæder mig til at hygge om de ældre”, slår hun fast.

”Julen skal være ekstra god i år”.

Men tilbage til hende corona.

”Da Mette i foråret sagde, at alle skulle gå hjem, undtagen dem, der arbejdede i kritiske funktioner, tænkte jeg Yes, det er mig!” siger Linda Lundqvist og løfter armene op over hovedet.

”Jeg tænkte, at nu skulle vi rigtig ud at vise, at vi er vigtige for samfundet. Det gjorde vi, og folk klappede ad os, men så kom historien om Else, og om hvordan hun blev behandlet på et plejecenter i Aarhus. Og så var det det, der løb med opmærksomheden. Den historie kunne ikke være kommet på et værre tidspunkt”.

Også tiden har gnavet i den positive opmærksomhed, der regnede ned over frontmedarbejderne i pandemiens begyndelse, mener hun.

”Det virker som om, folk er blevet trætte af at høre om de der helte i sundhedsvæsnet”.

Selv har hun dog ikke brug for folkets hyldest for at tro på sit eget værd.

”Det her har styrket min bevidsthed om, at jeg har et vigtigt job. Vi kan undvære biografer og restauranter, men os kan man ikke undvære. Jeg håber, at arbejdsgiverne kan huske det, når der lige om lidt skal være overenskomstforhandlinger”.