Her er det social- og sundhedsassistent Lene Høeberg, der har iført sig fyrværkeribrillerne som værn mod coronasmitte.

Fyrværkeribriller som værn på corona

Neurologisk afdeling på Herlev Hospital har måttet være kreative for at skaffe værnemidler. I stedet for de sædvanlige masker med visir bruger medarbejderne fyrværkeribriller.

Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde.

Sådan er det også på Neurologisk afdeling på Herlev Hospital, hvor ledelsen har indkøbt et lager af fyrværkeribriller.

Brillerne bruges i stedet for de masker med visir, der normalt ville blive brugt i forbindelse med pleje af patienter i isolation, bl.a. pga. mistanke om coronasmitte.

Social- og sundhedsassistent Kate Blumensaadt Flenting roser ledelsens kreativitet, selvom brugen af brillerne er lidt mere bøvlet.

”Vi har fået en guide til, hvordan de håndteres korrekt, når de skal genanvendes. Vi samler dem sammen i spande efter brug. Når der så er ca. 15 i en spand, bliver de tørret af med først en desinficerende væske og derefter en klud med klor. Så skal de ligge og tørre, og når de er tørre, skal den hvide belægning fra kloren pudses af”.

Vant til at tage forholdsregler

Kate Blumensaadt Flenting og hendes kolleger har i det hele taget måttet vænne sig til nye rutiner pga. coronasituationen.

Selv har hun sagt ja til at tage nattevagter, selvom hun normalt kun går i dag- og aftenvagt, da der er mere sygdom end normalt blandt kollegerne.

”Men det er ikke noget, jeg bare er blevet sat til. Jeg blev pænt spurgt – eller rettere sagt, min afdelingsleder var nærmest nede på knæ”, ler hun.

”Jeg synes, ledelsen gør et rigtig godt stykke arbejde for at få det her til at glide så smertefrit som muligt, og jeg bliver både honoreret og anerkendt for at være fleksibel”.

Ikke skræmt

Humøret er med andre ord højt, og Kate Blumensaadt Flenting er ikke skræmt, selvom hun indgår i plejen af coronapatienter.

”Vi er vant til at tage os af patienter med infektion med multiresistente bakterier, og det er jo de samme forholdsregler, vi skal tage her”.