Trusler og chikane er et fælles problem
Indsatsen for at opnå en bedre beskyttelse af medlemmernes privatliv er ikke nævnt i den skriftlige beretning, forud for FOAs kongres. Det er ikke godt nok, mener fællestillidsrepræsentant i Region Hovedstadens psykiatri, Lisbeth Glaven, der derfor gik på talerstolen under kongressen.
Af: Anne Guldager
Fællestillidsrepræsentant Lisbeth Glaven var med egne ord både vred og frustreret, da hun gik på talerstolen på FOAs kongres.
Lisbeth Glaven er foruden at være fællestillidsrepræsentant i Region Hovedstadens Psykiatri også bestyrelsesmedlem i FOA SOSU.
Hendes vrede og frustration skyldtes, at man ikke i den skriftlige beretning forud for kongressen kunne læse ét ord om, hvilken indsats der fra FOAs side er gjort for at opnå en bedre beskyttelse af medlemmernes privatliv.
Siddet på hænderne?
Baggrunden er, at medarbejdere på sygehuse, plejehjem og botilbud skal benævnes med fulde navn i journalen ifølge Sundhedslovens bekendtgørelse om journalisering.
”Vi aftalte i vores målprogram 2016-19, at FOA vil kæmpe for – og jeg citerer – at medlemmerne kan opnå navnebeskyttelse, så de kan beskytte deres privatliv” sagde Lisbeth Glaven.
”I april var det læge Charlotte Asperud, der måtte lade livet. En patient havde lavet en liste med navnene på de læger, han havde været i kontakt med. Ifølge politiet havde han fundet navnene i sin journal på sundhed.dk. Det kunne lige så godt have været en af os, der havde stået på den liste”, sagde Lisbeth Glaven og spurgte, om FOA havde siddet på hænderne?
Hun gav dog selv svaret:
”Det viser sig jo, at FOA faktisk har deltaget i en arbejdsgruppe nedsat af Sundheds- og Ældreministeriet, der foreslår at det fremadrettet vil være tilstrækkeligt at registrere sundhedspersonens initialer”.
Et fælles problem
Lisbeth Glaven kvitterede for, at forbundsformand Mona Striib trods alt havde problematikken med i sin mundtlige beretning, men hun var alligevel bekymret.
”Jeg føler lidt, at sagens fravær i den skriftlige beretning er et signal om, at det her ikke bliver taget helt så alvorligt, som det burde. Det kan gøre mig bekymret i forhold til implementeringen af arbejdsgruppens anbefalinger. Hvis ikke der bliver lagt maksimalt pres på at få ændret bekendtgørelsen, risikerer vi, at der ikke sker noget som helst”.
”At blive udsat for chikane og trusler er meget krænkende. Det er visse steder skamfuldt at indrømme, at man er bange. Flere berørte kolleger putter sig, som om det er et privat problem”.
”Det er ikke et privat problem – det er et fælles problem – som vi deler med mange andre organisationer”, fastslog Lisbeth Glaven og kom med en opfordring til de ca. 600 kongresdelegerede i salen:
”Vores medlemmer har samme ret til at leve et almindeligt socialt og trygt liv, som alle andre borgere i dette land. Lad os tage opgaven på os og i samarbejde med andre organisationer lægge yderligere pres på politikerne for at få navnebeskyttelse som offentlig ansatte”.
”Og hvis der arbejdes i kulissen, så lad os få det frem i lyset. Vores med rette utrygge kolleger må ikke tro, at vi har glemt dem”.