Faglig sekretær Charlotte Von Mehren serverede budskabet om at huske velfærden under budgetbehandlingen.

Huskekager til Socialudvalget

Fagforeningens nyeste våben i kampen mod kommunale besparelser er muffins

Da medlemmerne af Socialudvalget i Københavns Kommune forleden skulle behandle budgettet, blev de mødt i døren af en kagekone.

Faglig sekretær i FOA SOSU Charlotte Von Mehren stod parat med muffins pyntet med beskeder til politikerne om at huske velfærden og arbejdsmiljøet i forbindelse med budgetbehandlingen.

Besparelser bekymrer

Huskekagerne var afledt af, at det fremlagte budget rummer massive besparelser, forklarer Charlotte Von Mehren:

”Både ud fra et borger- og medarbejderperspektiv giver det fremlagte budget anledning til bekymring. Budgettet rummer rene besparelser for 84 millioner kroner. Pengene skal blandt andet findes ved at skære i praktisk hjælp og ved at udlicitere til private leverandører med en omfattende brug af uddannet arbejdskraft”.

Den lille happening med kagerne fandt sted i forbindelse med andenbehandlingen af budgettet. Forinden har fagforeningen sammen med fællestillidsrepræsentanterne gennemgået budgetudkastet punkt for punkt og påpeget de negative konsekvenser på drøftelserne af budgettet i kommunens hoved-MED.

Andre kommuner

Ligeledes i fagforeningens øvrige kommuner er forhandlingerne af næste års budget så småt ved at gå i gang, og også uden for København giver budgetterne anledning til bekymring, mener Charlotte Von Mehren:

”Mange steder er der lagt op til store besparelser. Blandt andet på grund af regeringens stramme kontrol med kommunernes økonomi, som betyder, at kommunerne hvert år er tvunget til at finde besparelser og har svært ved at investere mere i velfærden. Men vi følger budgetarbejdet tæt og forsøger at påvirke politikerne både gennem hårde fakta og mere kreative indslag”.