Når en lille pige kommer til verden på Hvidovre Hospital, sættes der et lysegrønt blad på livets træ. De mørkegrønne blade er drengebørn, æblerne er tvillinger og de hvide blomster hjemmefødsler. De blå sommerfugle symboliserer de børn, der ikke lever ved fødslen.
Foto: Morten Rode/Monsun

Faglig stolthed på fødegangen

Anita Slovic elsker sit arbejde på fødegangen på Hvidovre Hospital, selvom hverdagen langt fra altid er baby-lyserød.

Social- og sundhedsassistent Anita Slovic har ikke tal på, hvor mange børn hun har set komme til verden. Men det er mange.

Fødegangen på Hvidovre Hospital er Danmarks største med ca. 7.500 fødsler pr. år. Og Anita Slovic eller en af hendes 16 kollegaer assisterer ved hver eneste fødsel og alle akutte kejsersnit.

Det er social- og sundhedsassistenterne, der tørrer barnet af og sørger for, at det straks får en varm dyne. Det er dem, der noterer fødselstidspunktet og melder til sekretæren, så barnet straks bliver oprettet i CPR- registeret, og det er dem, der anlægger IV-adgang og tager blodprøver.

Hvis det under fødslen har været nødvendigt at lægge en sugekop, assisterer social- og sundhedsassistenten og holder regnskab med, hvor lang tid koppen har siddet, og hvor ofte lægen trækker i den.

Det er også social- og sundhedsassistenten, der analyserer blod fra navlestrengen for eksempelvis at finde ud af, om barnet har manglet ilt under fødslen. Og det er ofte en social- og sundhedsassistent, der hjælper til, når barnet lægges til brystet første gang.

Sygeplejersker er der ingen af på fødegangen, hvilket ofte undrer udenforstående, når Anita Slovic fortæller om sit arbejde.

Men som hun siger: ”Hvorfor skulle der være det? Vi har jo kompetencerne”.

Stærkt sammenhold

Ifølge Anita Slovic har fødeafdelingen på Hvidovre Hospital ry for at være et sted med et meget fladt hierarki, hvor man ikke går så meget op i, hvem der er henholdsvis læge, jordemoder eller social- og sundhedsassistent. Her hjælper man hinanden på tværs af fag, lytter til hinanden og ikke mindst støtter hinanden, når det er svært.

”Jeg har aldrig været et sted med så godt et sammenhold”, erklærer hun.

”Jeg tror sammenholdet er så stærkt, fordi vi står i de situationer, vi gør. Vi er gode til at give hinanden et kram, når vi kan se, at der er en, der har brug for det”.

Selv glemmer Anita Slovic aldrig, første gang hun stod med et dødt barn, heller ikke selvom der har været nogle stykker siden.

”Det sværeste er at se forældrenes sorg. Det gør ondt hver eneste gang, og ofte står vi på stuerne og må lade tårerne løbe”.

Heldigvis er der også glædestårer, som da et par for nylig blev forældre efter at have kæmpet i over 10 år.

”Selv under fødslen turde kvinden ikke tro på, at hun skulle være mor nu. Hun gik helt ind i sig selv og gentog, at der ikke var et barn. Da hun sad med barnet i armene, var det umuligt ikke at knibe en tåre”, fortæller Anita Slovic.

”Folk spørger tit, om jeg aldrig bliver træt af fødsler, men det er jo så specielt hver gang. Og det er så stort, at jeg får lov at være med”.

Voldsomme oplevelser

I øjeblikket er afdelingen i gang med et generationsskifte, fortæller Anita Slovic. En gruppe social- og sundhedsassistenter, der har været på afdelingen i en lang årrække går i disse år på pension, og der skal ansættes nye.

Afdelingen har ingen problemer med at tiltrække ansøgere, men Anita Slovic, der som tillidsrepræsentant deltager i ansættelsessamtalerne, oplever, at det ikke er alle, der har sat sig ind i, hvad det vil sige at arbejde på en fødeafdeling.

”Nogle tror nok, at vi går rundt med nyfødte børn dagen lang, og at det hele er lyserødt. Men det er jo også treholdsskift og voldsomme oplevelser, hvor vi står med døde børn og triste skæbner”, fortæller Anita Slovic, der på sin allerførste vagt som timeafløser stod i en af de voldsomme oplevelser.

”Alt var gået fint, men så begyndte kvinden at bløde. Vi søbede rundt i blod. Heldigvis endte historien godt, men i lang tid bagefter var jeg bange for, hvilket syn der ville møde mig, når der blev trykket alarm”.

Den utryghed er væk nu, og i dag er udløser alarmen nogle helt andre følelser.

”Når der bliver trykket alarm, kaster alle alt, hvad de har i hænderne, og løber. Alle ved, præcis hvad de skal, og arbejder sammen som en maskine. Det gør mig stolt”.

Hårdt treholdsskift

Egentlig ville Anita Slovic gerne have været jordemoder, men i dag er hun ok med, at hun ikke læste videre.

”Vi laver næsten det samme, men har for eksempel ikke 12-timers vagter ligesom jordemødrene”, siger hun, men indrømmer, at det er hårdt at arbejde i treholdsskift.

”Men alle arbejdspladser rummer jo en eller anden form for udfordringer, og jeg elsker alt andet ved det her job. Det er en passion, der er svær at beskrive. Jeg er glad hver eneste dag, når jeg går på arbejde”.

 


 

Arbejdsmiljøprisen 2019

I april fik fødegangen på Hvidovre Hospital Arbejdsmiljøprisen 2019 for sin introduktion og oplæring af nyansatte jordemødre. I begrundelsen lød det blandt andet, at afdelingen er et godt eksempel på, at det svarer sig at prioritere en god modtagelse af nye medarbejdere – for den enkelte og for arbejdspladsen som helhed.