Foto: Anne Guldager

Ambassadører ved et tilfælde

Nikita Landsberg Kristoffersen og Ida Kindberg Stampe har vist sosu-faget frem i både aviser, på tv, på folkeskoler og ikke mindst på scenen i Bella Centeret.

Man skal ikke spørge ret meget, før Ida Kindberg Stampe og Nikita Landsberg Kristoffersen begynder at fortælle om deres fag, og hvorfor de holder af det.

Uden egentlig at ville det selv er de to social- og sundhedsassistentelever blevet en slags ambassadører for faget, og de stiller beredvilligt op, når deres skole, SOSU H i Brøndby (tidligere SOSU C), beder om hjælp.

De har været interviewet sammen og hver for sig til aviser og tv. Ida har medvirket i en video, og Nikita har holdt foredrag for både elever, forældre og lærere på flere folkeskoler. Og sidste år stod de på scenen i Bella Centeret under regionsmesterskaberne i SOSU Skills.

Alt sammen for at vise faget frem og overbevise andre unge om at gå den vej, de selv har valgt.

Faggruppens egen skyld

”Jeg oplever, at de unge er nysgerrige, og at de ikke ved ret meget om, hvad vi laver. Mange bliver overraskede, når de hører, at vi også er i psykiatrien og på hospitalerne”, siger Nikita Landsberg Kristoffersen og tilføjer, at det til dels er fagets egen skyld, at dets image er præget af uvidenhed og fordomme.

”Der bliver snakket meget om normeringer og om, hvor travlt vi har, og jeg tror, vi glemmer at fortælle om alle de gode og spændende oplevelser”, mener hun.

Fordommene trives dog ikke kun uden for faget, men også indenfor, mener Ida Kindberg Stampe.

”Fra mine venner synes jeg, at jeg mest møder anerkendelse for, at jeg har valgt det her fag. De har måske ikke selv lyst, men de anerkender mig for det. Men når jeg fortæller til kolleger, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde på geriatrisk afdeling, så siger de, at det ikke er andet end vask og pjask. Der er meget fagsnobberi hos os selv, hvor de fleste helst vil noget med medicin og sår”.

Svært at vælge

Når de to afslutter deres uddannelse til november, håber Ida at blive ansat i enten en hjemmepleje eller på en hospitalsafdeling.

”Det er svært at sige, hvad jeg helst vil. Jeg kan supergodt lide hjemmeplejen, fordi hverdagen er afvekslende, og der er stor selvstændighed og ansvar. Men jeg kan også godt lide det kortere, mere komplekse patientforløb på hospitalerne”, forklarer hun.

Nikita ved allerede nu, at hun den 1. december er fastansat på det rehabiliteringscenter, hvor hun er i sin sidste praktik.

”Rehabiliteringscenteret er super spændende. Både fordi der er så mange succeshistorier, og fordi man har det tværsektorielle samarbejde med praktiserende læge og hospital”, mener hun.

Gør en forskel

Til sidst bliver Ida og Nikita bedt om at fortælle en af de gode oplevelser fra hverdagen.

”Jeg arbejdede i psykiatrien på et bosted for at aktive misbrugere. Psykiatrien er super spændende, men det er også hårdt, fordi man bare giver og giver uden at få ret meget igen. Jeg havde en psykisk syg borger, der brugte al sin tid og alle sine penge på at sniffe og fixe, men på min sidste dag kom han og sagde, at det var lykkedes ham at spare 50 kroner op, så vi kunne gå sammen på kebabben. Det rørte mig virkelig”, fortæller Nikita.

”Jeg kan ikke lige komme i tanke om en enkelt oplevelse”, siger Ida. ”Det er mere det, at man kan tage uniformen af og tage hjem med en følelse af at have gjort en forskel. Hver eneste dag”.

 


SOSU Skills

I SOSU Skills konkurrerer assistentelever i deres fag. Den indledende runde er skolemesterskaberne, herefter går vinderne fra de enkelte skoler videre til regionsmesterskaberne, og til sidst kåres vinderen i DM i SOSU Skills.  Den 16.-18. januar 2020 finder DM i Skills sted i København.


 

Læs om en af de andre rollemodeller her