Varmen presser arbejdsmiljøet

Ekstreme varmegrader kræver flere pauser og fleksibilitet i forhold til påklædning.

Sommeren sætter den ene rekord efter den anden.

Alle sikkerheds- og tillidsrepræsentanter har derfor i dag modtaget en vejledning fra FOA, der gør opmærksom på de rettigheder og forholdsregler, der følger med det ekstreme vejr.

Arbejdstilsynet fastslår blandt andet, at de ansatte har brug for flere og eventuelt længere pauser i varmen, ligesom der skal være adgang til rigeligt med (saltholdig) væske. Der skal tages særligt hensyn til risikogrupper, dvs. gravide, ældre og medarbejdere med hjerte- eller lungesygdomme.

Hvis en medarbejder har symptomer på varmeudmattelse (svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser og hovedpine), skal medarbejderes straks hjælpes til køligere omgivelser.

Hvis en medarbejder besvimer eller falder om, skal der tilkaldes en ambulance. Hedeslag skal behandles akut.

Gode råd

Allerede da varmen for alvor satte ind i juli, sendte FOA Social- og Sundhedsafdelingen en lignende mail med gode råd til alle tillidsvalgte.

Her lød det blandt andet, at man bør være opmærksom på, at når man åbner vinduerne, lukker man varmen ind. I stillestående, varmt vejr, kan det derfor være mere effektivt at holde vinduerne lukkede og trække gardinerne for.

Fagforeningen opfordrede desuden til at tale med ledelsen for at skabe mulighed for pauser mellem eksempelvis rengøringerne og mellem bad af borgere.

Flere steder er der indgået aftaler om, at medarbejdere kan gå i eget tøj plus evt. forklæde i stedet for uniform.