Konfliktbar i fagforeningen

Fredag den 6. april inviterer fagforeningen til fredagsbar i konfliktens tegn. Mød op og hyg med dine kolleger, uanset om du strejker, skal lockoutes, arbejder i nødberedskabet eller bare passer dit almindelige arbejde. Konflikten angår os alle.

Hvis vi ikke får et forlig med arbejdsgiverne, eller forligsmanden udsætter konflikten, går vi i strejke onsdag den 4. april.

Det markerer vi fredag den 6. april med en konfliktbar i fagforeningen - uanset om anledningen så bliver en udsat, afblæst eller igangværende konflikt.

Konfliktbaren er åben fra klokken 14 til 17, hvor fagforeningen byder på en varm pølse og et glas øl, vin eller sodavand - og naturligvis musik og taler. Konfliktbaren afholdes i mødesalen på Godthåbsvej 15 eller i teltet i gården, hvis vejret tillader det. Der er ingen tilmelding.

Alle medlemmer er velkomne, så kom uanset om du strejker, skal lockoutes, arbejder i nødberedskabet eller bare passer dit almindelige arbejde. Konflikten angår os alle. 

Vi glæder os til at se dig.