Flere ting i arbejdet skal dokumenteres.
Flere ting skal registreres og rapporteres. For eksempel medicingivning og utilsigtede hændelser. Arkivfoto.
Foto: Jørgen True

Debat: Bruger du for meget tid på dokumentation?

Hvis alle sosu’er brugte et kvarter mindre på dokumentation dagligt, ville det frigøre, hvad der svarer til 30 flere ansatte i hver kommune, viser en analyse fra Cevea. Men er det muligt?

Hvis man lemper kravene og bruger et kvarter mindre på dokumentations-arbejde om dagen på social- og sundhedsområdet, vil der blive frigjort midler, der svarer til 2.948 fuldtidsstillinger.

Den viser en beregning foretaget af tænketanken Cevea.

De ekstra stillinger svarer til i gennemsnit 30 flere sosu’er i alle landets kommuner. Dermed ville der være flere ressourcer til at pleje borgerne, hvis papirarbejdet var mindre.

Deltag i debatten på FOAs Facebook

Uenighed blandt sosu’er
Fagbladet FOA har talt med to social- og sundhedsassistenter. De er uenige om, hvorvidt det egentlig er muligt at bruge et kvarter mindre på dokumentation om dagen.

”Min opfattelse er, at der er en del dokumentation, som man ikke ved, hvad skal bruges til. Hvis vi kigger de enkelte krav efter, kan vi formentlig pege på flere ting, som i virkeligheden ikke gavner noget,” siger fællestillidsrepræsentant i København Susan McAlden og uddyber:

”Vi burde for eksempel kun registrere, når der var noget anderledes hos borgeren. Men ofte skriver vi bare ’alt vel’. Det tager selvfølgelig ikke lang tid, men mange bække små…”

Kan ikke skæres fra
Social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen i Gentofte Kommune Anne Hansen kan til gengæld ikke komme i tanke om unødvendige dokumentationskrav i hendes arbejde. Hun mener, at plejen i sidste ende ville blive dårligere med mindre dokumentation.

”Formålet er jo at sikre den bedst mulige pleje og skabe sammenhæng i borgernes forløb. Samtidig fremmer det også det tværfaglige samarbejde. Jeg kan godt se meningen med kravene, selvom de tager tid. Men det er jo for at sikre borgerne i sidste ende,” siger hun og fortsætter:

”Så jeg kan ikke se, at jeg kan tage et kvarter væk, som så kan bruges hos borgeren. Sådan kan det ikke sættes op. Hvis der skulle skaffes mere tid til borgeren, skulle vi prioritere i, hvad der skal dokumenteres, men der er ikke noget, som ikke er vigtigt.”

Hvad mener du?
Skal du dokumentere noget, der er unødvendigt?

Deltag i debatten på FOAs Facebook