I november er der kommune- og regionsrådsvalg. Er du kandidat, så får du mulighed for at præsentere dig selv i FOA 1s medier.

Er du kandidat til kommune- og regionsvalget?

Hvis du er kandidat til valget i november, giver FOA 1 dig mulighed for at præsentere dig selv og dine mærkesager i medlemsbladet og på vores hjemmeside.

Til november er der kommunal- og regionsvalg i hele landet. Det er tid til at få valgt nye mennesker ind i byråd og regionsråd. Blandt FOA 1s medlemmer er der også folk med politikerdrømme og store visioner, der stiller op til valget. Dem vil vi gerne sætte fokus på. 

Vigtigt valg
Den kommunale økonomi er presset. Det mærker alle, der har børn i daginstitution, et familiemedlem på plejehjem, eller kender til vilkårene generelt for offentligt ansatte. Mantraet er, at alle skal holde for, og at kommunerne derfor hvert år skal spare 2 %. Effektiviseringer og besparelser er en del af den kommunale virkelighed, som politikerne skal forholde sig til og finde løsninger på. 

Hvad synes du, der er vigtigt at sætte fokus på som kommunal- eller regionsrådspolitiker?

Sådan gør du:

Send dit bidrag på maksimum 2000 tegn og et vellignende foto til foa1@foa.dk inden d. 14. juli.
Du bestemmer selv, hvad du vil skrive om. Men her er nogle spørgsmål, der kunne være relevante at få svar på:

1. Hvordan ser du udviklingen i den offentlige sektor i lyset af regeringens sparekrav? 

2. Hvordan sikres medarbejdernes indflydelse i kommunen? 

3. Hvad er de største udfordringer regionalt og kommunalt? 

4. Smartere, nemmere og mere effektivt – hvordan?