Kaj Duvander, tillidsrepræsentant på Rigshospitalet i Glostrup.

Portører holder faglige møder i Region H

Portørerne i Hovedstadsområdet har nedlagt arbejdet. De holder faglige møder for at blive orienteret om situationen i Region Sjælland

”Gutterne har sat sig ned i sympati med kollegaerne i Region Sjælland. De synes ikke, det er en ordentlig måde at behandle medarbejderne på”, forklarer Kaj Duvander, der er tillidsrepræsentant for Rigshospitalets i Glostrup.

Sagen drejer sig om kollektive fyringsvarsler mod 20 portører i Region Sjælland, der ikke ønsker at blive omskolet til Serviceassistenter.  Portørerne kan se frem til, at deres arbejdsfunktioner fremover vil blive væsentligt ændret på grund af forløbet. Derudover vil den enkelte portør også mærke en markant lønnedgang, mens uddannelsen foregår.

 

Frustration over udviklingen

Tilbage på Rigshospitalet i Glostrup sidder portørerne og diskuterer Region Sjællands beslutning – både i forhold til tvangsuddannelse og den kollektive fyringsrunde. De er frustrerede over udviklingen, også set i lyset af, at Regionen i den seneste overenskomstaftale besluttede at indføre en ny erhvervsuddannelse for portører.  ”Stemningen er god, men de vil ikke finde sig i mere”, fortæller TR Kaj Duvander.

Tillidsrepræsentanterne opfordrer kollegaerne til at stoppe den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, og de strejkende har sørget for, at hospitalet har fået et nødberedskab.

 

Sympatistrejker i hele Region H

Det er ikke kun Rigshospitalet i Glostrup, der holder faglige møder og sympatistrejker. Der er i skrivende stund overenskomststridige arbejdsnedlæggelser på Herlev Hospital og Bispebjerg Hospital samt møder på Amager Hospital, Frederiksberg Hospital, Rigshospitalet på Blegdamsvej og Gentofte Hospital.