Voxpop til Kommunal- og Regionsrådsvalget

Der er snart Kommunal- og Regionsrådsvalg. I den anledning har vi spurgt, hvad medlemmer af FOA 1s repræsentantskab synes, der er vigtigt op mod valget. Vi starter ud med Jesper Hesselholdt og Martin Lund.

 
Jesper Hesselholdt

Medlem af FOA 1s repræsentantskab og faglig sekretær i FOA 1

  

 
 

Hvilke emner synes du, der er vigtige til Kommunal-  og Regionsrådsvalget?

”Jeg synes, det er vigtigt at sikre at vores velfærd tager hånd om de svage. Dem der har behov for det - de syge, ledige eller arbejdsskadede, som ikke har et job eller ikke har mulighed for at passe det.

Jeg synes, det er tragisk at se, hvordan nogen dårligt kan klare hverdagen med de nye reformer. Det er bekymrende, hvor svært det er at få en førtidspension – hvad de bliver sendt igennem. Det er en katastrofe, vi behandler syge mennesker på den måde.”

 

Hvilke emner synes du, der er vigtige for FOA 1s medlemmer til Kommunal- og regionsrådsvalget?

”Jeg synes, det er vigtigt at medlemmerne kan bevare deres job. Meget af det arbejde medlemmerne udfører er vigtig for vores velfærd og til at sikre folk en ordentlig hverdag. 

Det er også vigtigt, at vi forsøger at fjerne 2% besparelserne, som i den grad er ødelæggende for arbejdsglæden. Den slags nedskæringer har eksisteret i over 20 år under forskellige navne – man har snart sparet 50% på hospitalerne. ”

 

Hvorfor er det vigtigt at stemme til Kommunal- og Regionsrådsvalgene?

”Det er bare pissevigtigt! Det er her, du kan påvirke dine egne arbejdsvilkår. Jeg synes næsten, det er vigtigere end at stemme til folketingsvalget. Det er her lokalt, man beslutter de ting, der er tæt på folk – det der har betydning for deres arbejdsvilkår og hverdag.
Der burde være mindst ligeså mange, der stemte her som til folketingsvalget. Jeg forstå ikke hvorfor, der ikke er en stemmeprocent på 100. Jeg forstår det ikke, det er så vigtigt.”

 

 

Martin Lund

Medlem af FOA 1s repræsentantskab og portør på Bispebjerg Hospital

  

 
 

Hvilke emner synes du, der er vigtige til Kommunal-  og Regionsrådsvalget?

”I forhold til Regionsrådsvalget synes jeg, at 2% problematikken er det vigtigste emne.
 Et andet vigtigt emne er problemet med benchmarking - hvor man måler de forskellige hospitaler op imod hinanden, og kigger på, hvilke der kører bedst. Der er mange forhold, der gør sig gældende, og du kan ikke sammenligne hospitalerne én til én. Det hele går op i tal – og det er altså mennesker, vi har med at gøre. Måske kan man lave sådanne sammenligninger i private firmaer med materielle ting, men jeg synes egentlig, det er ret ulækkert at gøre med mennesker.

Sundhedsplatformen er også meget relevant – jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis den ikke hiver de lovede penge hjem i form af besparelser. Det bliver et kæmpe problem. Og så bryder jeg mig heller ikke om Public Management. Det er roden til alt ondt, det skal der gøres op med.

 

Hvilke emner synes du, der er vigtige for FOA 1s medlemmer til Kommunal- og regionsrådsvalget?

”Det er selvfølgelig lidt de samme emner. På portørområdet som er et serviceorgan, kan vi ikke øge vores arbejde med 2 %. Derfor bliver vi ramt på lønkronerne. Vi er en stor gruppe, så vi bliver ramt af grønthøsteren hver gang. Det er jo svært at opfinde den dybe tallerken hvert år, når man skal spare mellem 2,8 og 5 millioner - uden det går ud over patienterne. Det kan man jo ikke.

 Vi har ikke længere ansvaret for ejendommene, så det er svært at effektivisere og finde besparelser andre steder end på lønkronerne – og det rammer os hårdt.

 

Hvorfor er det vigtigt at stemme til Kommunal- og Regionsrådsvalgene?

”Jeg synes, det er rigtig vigtigt at stemme og engagere sig. At deltage i valgmøder og møde de forskellige kandidater. Men jeg tror ikke, at folk føler, de bliver hørt. De føler sig magtesløse, og synes, at mange ting bliver trukket ned over hovedet på dem. Og det er ligegyldigt, hvem de stemmer på. I København har vi en socialdemokratisk Regionsrådsformand – men vi er mange, der føler, at medbestemmelse er noget, man skal kigge langt efter.