René Brouer fik 50.000 for manglende tillæg.

Ved du, hvad du får tillæg for?

René Brouer undrede sig over, at han ikke fik et håndværkertillæg. Lønkontoret mente i første omgang ikke, der var noget at komme efter. Det var der - med hjælp fra FOA 1 fik Rene 50.000 kroner.

Synes du, din lønseddel er rent volapyk, og kan du ikke se, hvad du får dine tillæg for? Du er ikke den eneste. Men du har faktisk krav på at vide præcis, hvad du får tillæg for – ellers kan du jo ikke se, om du får det rigtige i løn. René Brouer er uddannet håndværker og har siden sin ansættelse fået et håndværkertillæg. Lige indtil arbejdspladsen overgik til Ny Løn. Så kunne René ikke længere se, hvad han fik sine forskellige tillæg for. ”Et manglende tillæg på 300 kroner opdager man ikke nødvendigvis”, som han siger.

Ny medarbejder fik håndværkertillæg

Det var først, da der kom en ny kollega på arbejdspladsen, og de sad og sammenlignede lønsedler, at René opdagede, at makkeren fik et håndværkertillæg. Det undrede ham.

René kontaktede sin chef, der tog på lønkontoret. Her kiggede man på lønsedlen og sjussede sig frem til, at et af beløbene passede nogenlunde med et håndværkertillæg. Konklusionen var, ”at det er nok det”, som René siger. Men han syntes ikke, det var klart nok. Derfor kontaktede han Marlene Lassen fra FOA 1, og så kom der gang i sagerne.

 

Fejl ved indførsel af Ny Løn

Marlene krævede at se baggrundsoplysningerne fra Renés lønsammensætning. Han fik ikke længere et håndværkertillæg. Det var ved en fejl gået tabt, da man overgik til Ny Løn - sammen med dokumentationen for hans uddannelse, så det måtte René finde frem og sende til dem.

Først ville arbejdsgiveren kun betale 30.000, men med pres fra Marlene Lassen kom beløbet op på 50.000 kroner.

 

Kend dine tillæg

René råder alle til at tjekke deres lønseddel. Du har ret til en oversigt over dine tillæg, så du ved, hvad du får dem for. Hvis du er i tvivl, så kontakt din tillidsrepræsentant eller FOA 1, og få hjælp til at hente dine baggrundsoplysninger. For hvis du ikke ved, hvad du får løn for, så ved du jo ikke, om du får den rigtige løn.