FOA 1 på Folkemødet 2018

Tilbage i juni var der Folkemøde på Bornholm. Her deltog tillidsvalgte og medlemmer fra FOA 1. Vi har talt med et par stykker, og spurgt hvad de fik ud af det.

FOA 1 deltager i Folkemødet på Bornholm, så fagforeningen kan give valgte i fagforeningen og de tillidsvalgte på arbejdspladserne mulighed for komme i kontakt med politikerne og deltage i debatter. Det er politikkerne, som er de øverste beslutningstagere på de arbejdspladser, hvor medlemmer er ansat, derfor er Folkemødet ekstra interessant for os.

 

FOA Camp – skal du med næste år?

Foruden de tillidsvalgte var der en del medlemmer, der havde taget turen til Solskinsøen. Mange af dem havde taget imod Forbundets medlemstilbud om en Folkemøde-ferieuge på campingplads.

Her var både børnefamilier, unge og ældre, og der var rigtig god stemning. FOA Campen er en mangeårig tradition, og vi håber at se endnu flere FOA 1ere til næste år.

 

Folkemødet fra FOA 1eres synspunkt:

 

Jeanette Glæsner, Livredder og arbejdsmiljørepræsentant i Dragør kommune.

Jeanette var overrasket over, hvor meget arbejdsmiljøet egentlig fyldte på Folkemødet, og det var hovedsageligt hendes fokus som AMR. Hun fremhævede specielt en event om brok på arbejdspladsen - eller snarere hvordan man kunne blive mere konstruktiv i sit brok. Hun syntes også, det var godt, at turen gav hende et kendskab til nogle af dem fra fagforenings-kontoret.

 

Henrik Vangsaa, Teknisk Ejendomsleder og tillidsrepræsentant i Københavns kommune.

Henrik var imponeret over, at FOA 1 tilbød tillidsmænd på at deltage i Folkemødet - og over de mange spændende muligheder, der er til Folkemødet, hvis man er interesseret i samfundsforhold.  Ud over de mange fagforenings-events, fik han også tid til debatter om bl.a. topskatten og brintbiler.

Henrik syntes, der var en helt fantastisk stemning på Folkemødet.

 

Flemming Dam, rådhusbetjent, Københavns Kommune, fællestillidsrepræsentant.

Flemming syntes, det var vildt spændende at være på Folkemødet. Han hørte blandt andet en duel mellem tidligere FOA-forbundsformand Dennis Kristensen og Joachim B. Olsen om forløbet af den højdramatiske situation ved OK 2018

I sin egenskab af borgmesterchauffør deltog Flemming selv i en paneldebat omkring mulighederne ved brintbiler. Han syntes også, det var sjovt at se et kunstnerisk indslag, hvor der var arrangeret et såkaldt Burkaløb.

 

Per Elleby, portør og MED-udvalgsmedlem på Glostrup Hospital

Per var også henne og høre debatten med Dennis Kristensen og Joachim B. Olsen. En anden debat han syntes var spændende handlede om folketingets skæve sammensætning - altså at der er alt for få medlemmer fra FOA og andre LO-grupper i forhold til højtuddannede.

 

Folkemødet bliver holdt i juni måned – næste gang er det måske dig der skal med?