Debatrække om EU – sæt kryds i kalenderen

Der er EU-Parlamentsvalg den 23. – 26. maj 2019. For mange er EU en diffus og fjern størrelse. Det vil vi gerne lave om på, derfor sætter FOA 1 ekstra fokus på emnet. Fra oktober måned og frem mod maj holder FOA 1 en række debataftener, hvor du kan blive klogere på EU.

EU har en kæmpe betydning for os alle hver dag. De fleste ved bare ikke hvordan – og de færreste ved, hvad EU egentlig er.

Over fire aftener dykker vi ned i EU-materien. Vi skal høre om, hvad EU er for en størrelse, hvordan systemet er bygget op – og om, at det hele ikke kun handler om krumme agurker.

Bliv klogere på emnet- og en del af udviklingen og løsningen

Som faglig organisation vil vi gerne blive klogere på, hvordan EU påvirker vores hverdag. Vi vil lære, hvordan vi som fællesskab og individualister kan blive bedre til at benytte os af EU og være med til at påvirke de politiske strømninger. Første skridt til indflydelse er valget i maj.

Debatrækken giver dig mulighed for at tage et bevidst og informeret valg, når du stemmer – ligegyldig hvilken side af det politiske barometer, du læner dig mod.

Du er velkommen til at invitere kollegaer, venner eller familie med til arrangementet.

Samlet pakke

Første arrangement i rækken løber af stablen i oktober måned.

Det er i orden kun at deltage i udvalgte arrangement, men du får det fulde udbytte af at deltage i den samlede pakke. Vi slutter af med et vælgermøde i maj med de politikere, som er på valg - og her vil du være rigtig godt klædt på til en god debat.

Alle arrangementer foregår i FOA 1, Vilhelm Thomsens Allé 9, 2500 Valby. Vi serverer lidt at spise og drikke til hvert arrangement.

 

Arrangement-rækken:

  • EU – Alt du behøver at vide

    30. oktober kl. 17-20.

    Her kommer vi hele vejen rundt om EU. Hvad beslutter EU, og hvor gør de det henne? Hvorfor har det hjemme i både Strasbourg og Bruxelles? Og hvem vælger kommissærerne? Alt det og meget mere får du svar på i oktober. Når du går hjem fra arrangementet, kender du forskel på Kommissionen, Rådet, Parlamentet og EU-institutionerne, og der er rig mulighed for at stillespørgsmål og komme med input undervejs.

    Tilmeld dig her

     

  • EU – Indflydelsen på din hverdag

    27. november kl. 17-20.

    Få indsigt i de elementer i EU, som har direkte indflydelse på din hverdag. I løbet af aftenen fokuserer vi især på de arbejdsmarkedsrelevante elementer. For EU laver heldigvis meget andet end at lovgive om krumme agurker. Det er herfra, der er kommet ensartet lovgivning om bl.a. øremærket barsel til mænd, love mod aldersdiskriminering og regler for sygdom under ferie.

    Tilmelding muligt i næste nyhedsbrev

     

  • EU – Har du indflydelse? 15. januar kl. 17-20.

    EU har et ry for at tiltrække alverdens lobbyister, og det er angiveligt let for store selskaber at få indflydelse på EU's beslutninger - er det sådan? Og hvordan har du mulighed for at få indflydelse?

    Vi får besøg af politikere, og folk der arbejder med indflydelse.

    Tilmelding muligt i næste nyhedsbrev

     

  • EU – Har du styr på det? 26. februar kl. 17-20. Afrunding på emnerne, vi har været igennem, samt debat om dilemmaer og udfordringer for EU.

    Vi serverer vi belgisk øl og chokolade på ægte Bruxelles-manér.

    Tilmelding muligt i næste nyhedsbrev

     

  • Vælgermøde forud for EU-Parlamentsvalget 9. maj kl. 17-20. Vælgermøde og debat med EU-politikere fra de forskellige partier.

Tilmelding muligt i næste nyhedsbrev