Ny faglig sekretær fundet

Lars Lund, Chefportør fra Rigshospitalet, bliver ny faglig sekretær i FOA 1. Han er automatisk valgt til posten, da der ikke er opstillet andre kandidater. Lars kommer fra en stærk leder- og faglig baggrund.

Lars Lund kommer med en tung lederballast. Til dagligt er han chef for 50 portører i to centre på Rigshospitalet. Han startede som chef i 2004, og inden da har han været portør siden 1990.

Lars har også en lang faglig erfaring. Fra 1992-2004 var han tillidsrepræsentant for portørerne på Rigshospitalet – hvor han i 6 af årene fungerede som fællestillidsrepræsentant. ”Jeg har altid været fagligt aktiv, og det er jeg også som chef. Jeg er aktiv i vores lederfaglige klub og har været formand for den siden 2012”, fortæller Lars. Derudover sidder han med i FOA 1s lederudvalg, og blev i 2017 valgt ind i FOA´s centrale lederudvalg, hvor de i 2018 arbejder med fokus på ”ledelsesrummet”.

Motivation

”Med god ledelse er vi med til at skabe de gode arbejdspladser, og det skal vi kæmpe for i fællesskab.
Det kan og vil vi i FOA!” Det er en klart motiveret mand, der skal sætte sit præg på lederarbejdet i FOA 1 i fremtiden.
” Der er mange ledere på vores arbejdspladser, der bliver mere og mere pressede, og der er er mange lederjob, der forsvinder. Nogle bliver sparet væk, andre bliver besat på ny - typisk af en Djøf ‘er. Det er en kedelig udvikling. Jeg har ikke noget imod djøf’ere, men rigtigt mange steder er der behov for, at man udover ledelseskundskaber også har fagkundskaberne med sig i sin daglige ledelse. Det har vi, men ikke djøf´eren, fortæller Lars”.

Det kommende arbejde

Det er ikke nyt for Lars at koncentrere sig om lederarbejdet og dets betydning for arbejdspladserne.
”Det er vigtigt at have fokus på lederarbejdet - herunder arbejdsmiljø, udvikling og uddannelse for ledere.
I FOA 1 har vi bl.a. mulighed for ledersparring, netværk, faglig støtte og lønforhandlinger mv.
FOA 1 og lederudvalget har vi været frontløbere ift. at holde lederarrangementer og foredrag, hvor alle ledermedlemmer i FOA har mulighed for at deltage. Alle disse aktiviteter og gode arrangementer synes jeg er vigtige at arbejde videre med, så det er noget af det, jeg blandt andet vil have fokus på, slutter Lars Lund af.

Der er ekstraordinær generalforsamling den 21. marts 2018, hvor Lars Lund officielt bliver tildelt til posten som faglig sekretær for lederne i FOA 1. Han starter i sit nye hverv i starten af maj.