Lønmodtagernes Garantifond dømt!

Lønmodtagernes Garantifond blev dømt til at betale i omegnen af 12 mill. kr. til FOAs medlemmer.

Lønmodtagernes Garantifond skal betale alle tilgodehavender – tre et halvt års kamp har fundet sin afslutning ved Landsretten i Viborg.

Vestre Landsret afsagde sin dom fredag den 23. november 2018 og Lønmodtagernes Garantifond (LG) blev pålagt at betale samtlige krav i sagen, d.v.s. i omegnen af 12 millioner kroner til de 77 ansatte, der i første omgang blev sorteper efter Kærkommens konkurs tilbage i 2015.

For de medarbejdere, der umiddelbart efter konkursen blev ansat i henholdsvis Hjørring og Aalborg kommuner havde LG ellers, i første omgang, afvist samtlige krav med påstand om, at der forelå virksomhedsoverdragelser til henholdsvis Hjørring Kommune og Aalborg kommune og at det derfor, efter LGs opfattelse, var de to kommuner, der skulle afregne de ansattes tilgodehavender.

Herefter genfremsendte vi fra FOA’s side kravene på ny, denne gang til de to kommuner.

Ikke overraskende afviste kommunerne også at betale de rejste krav, hvorefter FOA’s advokater stævnede såvel LG som Hjørring og Aalborg kommuner til landsretten.

Retssagen kørte over flere dage ved Vestre Landsret i Viborg og fandt så, som nævnt ovenfor, sin afslutning i fredags.

Lønmodtagernes Garantifond har nu 4 uger fra domsafsigelsen til at anke den afsagte dom til Højesteret, det vil sige frem til fredag den 21. december 2018 og først efter dette tidspunkt ved vi præcis hvad der kommer til at ske og forhåbentlig også hvornår.

Sammen gør vi forskellen

Lagt på den 10.12.2018