Omsorgssamtale og tjenstlig samtale

Vi får ofte henvendelser, hvor I udtrykker frustration over resultatet af ovenstående samtaler eller måden samtalerne foregik på.

Når vi lytter til jeres oplevelser, er informationen oftest, at I ikke var forberedt på hvad samtalens formål var, og at I blev negativt overrasket over resultatet af samtalen.
En situation der typisk opstår fordi I ikke havde jeres tillidsrepræsentant med til at holde fokus eller rettidigt ”sige fra”.

Når vi bliver spurgt om, hvad FOA kan gøre ved det er vores svar – alt for tit – at det er rigtigt svært, efter at samtalen er gennemført, at påpege fejl og mangler der skulle være påpeget under samtalen.
Vi forsøger, men det optimale er, at være på ”forkant” med udviklingen, så derfor:

Når I bliver indkaldt til en omsorgssamtale, husk:  

  • En omsorgssamtale, er en samtale hvor dagsorden skal være, at der tages ”hånd” om den sygdomsramte med det primære mål, at kortlægge hvad der kan gøres for at hjælpe den sygdomsramte bedst muligt gennem sygdomsforløbet, hvor tilknytningen til arbejdspladsen bevares.

Når I bliver indkaldt til en tjenstlig samtale, husk:

  • En tjenstlig samtale, er en samtale der tager udgangspunkt i, at påpege hvad der er foregået, eller fortsat foregår, noget uhensigtsmæssigt, som ledelsen ønsker der skal rettes op på.
    Den form for samtale ”den svære samtale” er følelsesladet og derfor opstår der tit uenigheds- og eller konfliktsituationer, der gør det svært, at holde fokus på samtalens formål med at genskabe en normalisering, hvor forsat tilknytning til arbejdspladsen skal være målsætningen.

Når I oplever at resultatet, eller måden samtalen foregår på, ikke har haft fokus på ovenstående, så er det vigtigt at få ”sagt fra”.

Derfor vær opmærksom på:

  1. At til ovenstående samtaler, skal indkaldelse altid være skriftlig. 
  2. At der i den skriftlige indkaldelse, skal være beskrevet, hvad samtalens indhold og formål er. 
  3. At der i den skriftlige indkaldelse, skal være synliggjort, at du har retten til en bisidder. (FOA anbefaler, at du altid inviterer tillidsrepræsentanten til at deltage. Hvis dette ikke er muligt, at FOA Sønderborg deltager). 
  4. At den skriftlige indkaldelse modtages på et tidspunkt, så du har mulighed for at drøfte situationen med tillidsrepræsentanten eller FOA, så du kan være bedst mulig forberedt.

Såfremt du oplever, at ledelsen ikke overholder ovenstående, kontakt da din tillidsrepræsentant eller FOA med det samme!

Her er det vigtigt, at præcisere, at ”med det samme” er ”her og nu”, og ikke flere timer eller dage efter du har modtaget indkaldelsen.

Det oplever vi desværre alt for tit, som så begrænser vores mulighed for at hjælpe dig optimalt.

 

Du hjælper andre - vi hjælper dig!

FOA sammen gør vi forskellen