Videregivelse af helbredsoplysninger

Har din arbejdsgiver ret til dine helbredsoplysninger under sygdom?
Når en arbejdsgiver udbetaler løn under sygdom, har arbejdsgiver ret til refusion af de sygedagpenge, som du ellers ville kunne have modtaget. Når kommunen ikke længere vurderer, at der er grundlag for refusionen/sygedagpenge udbetaling, KAN arbejdsgiver have ret til NOGLE helbredsmæssige oplysninger.

Arbejdsgiveren kan have ret til nogle oplysninger, fordi de er part i sagen, og har således ret til at varetage sine økonomiske interesser.

I den forbindelse skal du være opmærksom på følgende:

Arbejdsgiver har ikke ret til at få tilsendt kopi af lægelige erklæringer i deres helhed. Kommunen kan dog eksempelvis gengive de væsentligste helbredsoplysninger i særskilt følgebrev eller høringsbrev.

Kommunen bør spørge dig som lønmodtager, om du vurderer, at det vil kunne komme dig til skade, at arbejdsgiver bliver bekendt med dine helbredsmæssige oplysninger.

Giver du tilladelse til, at kommunen kan udlevere helbredsmæssige oplysninger til din arbejdsgiver, eller undlader du at svare på kommunens henvendelse, så vil arbejdsgiver med stor sandsynlighed få indsigt i dine helbredsmæssige oplysninger.

Vi anbefaler, at du kontakter FOA for råd og vejledning, hvis du er i tvivl om, hvorvidt det kan have skadevirkning for dig, at din arbejdsgiver bliver bekendt med dine helbredsmæssige oplysninger.

Ligeledes vil vi anbefale, at du kontakter FOA, hvis du bliver bekendt med, at kommunen vil sende dine helbredsmæssige oplysninger til arbejdsgiver uden at involvere dig i beslutningen.