Nu kan ledige komme på kursus i hele ledighedsperioden

Et bredt flertal af folketingets partier har indgået en aftale om midlertidige initiativer mod langtidsarbejdsløshed. De nye regler gælder fra den 1. september 2021.

6 ugers jobrettet uddannelse
I tidsrummet fra den 1. september 2021 til og med den 31. december 2022 suspenderes afviklingsperioden for jobrettet uddannelse. Afviklingsperioden er de første 9 måneders ledighed for over 25-årige og de første 6 måneder for under 25-årige.
Suspensionen betyder, at efter de første 5 ugers ledighed (karensperioden) kan retten til 6 ugers jobrettet uddannelse benyttes i hele den resterende del af perioden med dagpengeret.

Hvordan kommer jeg på kursus?
Du kan finde positivlisten med alle kurserne på www.star.dk. Når du har fundet et kursus, du gerne vil på, så kontakter du den lokale skole, som f.eks. kan være Sosu-skolen, teknisk skole, handelsskolen eller et Amu-center. Du får et ansøgningsskema på skolen, som skal afleveres til A-kassen.
Det er A-kassen der skal godkende kurset og give besked til skolen og Jobcenteret om det.

6 ugers jobrettet kursus er kun for ledige som er ufaglærte eller har en erhvervsuddannelse.

Man har ikke ret til 6 ugers jobrettet kursus, hvis man har en videregående uddannelse som f.eks. pædagog.

Kontakt A-kassen, hvis du er i tvivl, eller gerne vil have hjælp til at finde relevante kurser.