Seniorer i fuldt firspring

FOAs A-kasse har fået penge af beskæftigelsesministeriet til en række forløb for ledige medlemmer over 45 år. Forløbet går under navnet ”SeniorSprint” og udbydes i samarbejde med AOF og 3Fs A-kasse.

I første omgang fik de to a-kasser midler til at køre forløb i Sønderjylland, Nordsjælland, Lolland, Bornholm, Thisted og Lejre/Roskilde. Siden er en ny ansøgning blevet bevilget, så ledige medlemmer på 45+ nu også kan deltage i ”SeniorSprint” i København, Midtjylland, Holbæk-Odsherred og på Fyn.
”Vi er glade for, at 3F er med i ”SeniorSprint”, siger Vibeke Kold fra FOAs A-kasse, ”De har stadig betydeligt flere ledige end os, og det betyder, at vi kan tilbyde ”SeniorSprint” flere steder i landet, end vi ellers kunne”. 
”Men det er ikke kun antallet af ledige 3F’ere, vi har glæde af i FOA”, fortsætter Vibeke Kold, ”Det giver også en utroligt god synergieffekt, når medlemmer fra FOA og 3F går på hold sammen og kan inspirere hinanden til nye jobmuligheder”.


Det kollektive og det individuelle
Medlemmer, der deltager i ”SeniorSprint”, starter med et 14 dages forløb, hvor AOF underviser dem i jobsøgning og hjælper dem med at få afklaret deres kompetencer og muligheder. Undervisningen foregår både som hold og med individuelle samtaler.
”Vi kan se, at medlemmerne er rigtigt glade for kombinationen af det kollektive og det individuelle”, fortæller Vibeke Kold, ”For mange er det en aha-oplevelse at møde andre ledige i samme situation som dem selv. Og de nyder, at der er god tid til individuel sparring med underviseren. ”
Efter de 14 dage fortsætter medlemmerne med at mødes i en ugentlig jobklub og med at have personlige samtaler med underviseren.  


Behov for sporskifte?
Medlemmerne mødes også på tværs af landet på digitale webinarer. Forleden deltog knap 100 medlemmer på webinaret: ”45+ og på vej i job”. Her fik de inspiration til deres jobsøgning og til mulighederne for at skifte spor til andre fag og brancher.  
”I dag skal man jo arbejde, til man er sidst i 60’erne, så der er mange år igen, hvis man er nedslidt allerede som 50-årig”, siger Vibeke Kold, ”For nogle er svaret at tage en uddannelse til et nyt fag. Så på webinaret fortalte vi medlemmerne om, hvor der er gode jobmuligheder på 3Fs og FOAs faglige områder, og hvilke kompetencer man skal have for at få job der”.


Også en fordel at være senior
På webinaret blev der vist en film, hvor en servicechef fra Sjællands Universitetshospital fortalte, hvorfor han foretrækker lidt ældre ansøgere. Det er, fordi han oplever, at de typisk er mere rolige og empatiske end yngre medarbejdere og derfor har mere forståelse for, at de arbejder på et sted, hvor mange folk er i krise.
Deltagerne i webinaret var også selv klar over, at de kan slå på nogle særlige fortrin, når de søger job. 
”Vi bad dem skrive nogle eksempler i chatten på de kompetencer, de har, fordi de er over den første ungdom”, fortæller Vibeke Kold, ”og så var chatten bare ved at eksplodere med kompetencer som livserfaring, empati, loyalitet, ro, stabilitet, fleksibilitet og den slags”. 
Selvom det kan være hårdt for den enkelte på 45+ at være ledig, viser statistikken da også, at det først er, når man er over 60 år, at det for alvor kan være svært at komme i arbejde igen. Så heldigvis kommer langt de fleste af deltagerne i ”SeniorSprint” hurtigt i job igen.