FOAs A-kasse overtager samtaler fra jobcentrene

Som led i et statsligt forsøg skal du i de 3 første måneders ledighed kun til samtaler i a-kassen og ikke også i jobcentret.

Det er den vigtigste konsekvens af den nye forsøgsordning, der netop er trådt i kraft, og som skal være med til at gøre beskæftigelsesindsatsen mere enkel, overskuelig og hurtig for både arbejdstagere og arbejdsgivere.

Forsøgsordningen er en del af den politiske aftale om at forenkle beskæftigelsesindsatsen, der blev vedtaget af et stort flertal i Folketinget i august 2018. Den indebærer blandt andet, at ni udvalgte a-kasser over de kommende fire år får mulighed for at bevise, om de er bedre end landets jobcentre til at skaffe deres medlemmer i job.
Ordningen gælder ikke medlemmer, der bor i en frikommune, eller medlemmer under 25 år, der er omfattet af det såkaldte uddannelsespålæg.

FOAs A-kasse er en af de ni udvalgte a-kasser, og arbejdsmarkedspolitisk konsulent Vibeke Kold fortæller til mediet A4 Arbejdsliv, at man her er klar til udfordringen:
”Vi er vildt glade for at være med i forsøget, fordi vi mener, at vi har masser at tilbyde vores ledige medlemmer. Udover at vi kender medlemmerne, så kender vi også arbejdsgiverne og deres behov. Vi ved, hvilke kurser og anden efteruddannelse der kan give arbejde, og vi kan alt andet lige gå mere i dybden med den personlige kontakt til en arbejdsgiver, end man kan på jobcentrene, fordi vi kender branchen og arbejdsgivernes udfordringer,” siger Vibeke Kold. "Det er en rigtig god idé, som vi længe har anbefalet på det kraftigste", siger FOAs formand Mona Striib. "Vores erfaringer hidtil fra vores JobMatch-system er gode. Og vi er overbeviste om, at vi kan løfte denne opgave med succes," siger hun.

FOA har siden 2016 skaffet knap 2000 medlemmer i job gennem det særlige JobMatch-system, hvor vi formidler jobsøgende medlemmer til arbejdsgivere på deres fagområde. Som led i forsøget vil du som ledig blive tilbudt ekstra samtaler i a-kassen, hvis du har brug for det. Vi holder også inspirationsdage og jobklubber, hvor du kan få mere hjælp til at skrive ansøgninger, gå til jobsamtaler osv. Endelig har FOAs A-kasse lavet en aftale med AOF og 3Fs A-kasse med tilbud om jobsøgningsforløb under ordningen om Forberedende Voksen Undervisning (FVU).