Vil du ændre i din Fritvalgsordning, dine seniordage eller den 6. ferieuge?

Inden den 1. oktober er det tid til at vælge, hvis du ønsker ændringer

Fritvalg

I en række overenskomster er der en Fritvalgsordning.

Det er et beløb, som du selv kan vælge, om du vil have udbetalt som løn eller indbetalt på din pensionsordning i PenSam. Man skal kun give arbejdsgiveren/ personalekontoret besked, hvis man ønsker sin ordning ændret. Valget gælder for det følgende kalenderår, men kører videre indtil du vælger om.

Står der Fritvalgsordning eller Fritvalgstillæg på forsiden af din lønseddel, får du beløbet udbetalt hver måned.

 

 

Seniordage

På det kommunale område står seniordagene normalt til afvikling, men senest den 1. oktober kan man vælge, om man i det følgende år vil afholde sine seniordage, eller om man vil have værdien af dem konverteret til pensionsindbetaling eller bonus.

På regionens område er der tale om en seniorbonus, der udbetales en gang årligt i januar. Seniorbonussen kan dog også veksles til seniordage, ekstra pensionsindbetaling eller særlige selvvalgte kompetenceudviklingsforløb. Der er også mulighed for at kombinere de forskellige elementer. Hvis man ønsker at vælge om, er der deadline for dette 1. oktober.

Man skal kun give arbejdsgiveren/personalekontoret besked, hvis man ønsker sin ordning ændret. Valget gælder for det følgende kalenderår, men kører videre til du vælger om.

Antallet af seniordage kan være forskellig fra overenskomst til overenskomst.

 

 

6. ferieuge

Senest den 1. oktober kan man vælge, om man i indeværende ferieår vil afholde sin 6. ferieuge inden 30. april, eller om man vil have den udbetalt med lønnen med udgangen af maj næste år. Du skal give arbejdsgiveren/personalekontoret besked inden 1. oktober, hvis du vil have 6. ferieuge udbetalt.

 

 

Har du spørgsmål til ovenstående, er du velkommen til at kontakte FOA Odense på tlf. 46 97 18 00.