Danmark for Velfærd

Forbundet afholdt i samarbejde med nogle af landets største fagforbund et landsdækkende stormøde for 3400 tillidsvalgte i Odense den 4. oktober 2017. FOA Odense deltog i stormødet med 115 tillidsvalgte – både kommunale og regionsansatte.

Temaet for stormødet var et opråb til forsvar for den danske velfærd, som vores medlemmer siden starten af finanskrisen har mærket i stigende grad er under pres.

Danmark har brug for en velfærd, der understøtter den danske model, som både gør vores arbejdsmarked fleksibelt og samtidig sikrer tryghed for dem der mister arbejdet.

Det er på høje tid, at vi stiller krav til politikerne om at sikre den velfærd, vores samfund bygger på – en velfærd som værner om den enkelte og sikrer tryghed i dagligdagen for både borgere og medarbejdere.

Fagbevægelsen har ikke nok i sig selv – vi har også et ansvar for de svagest stillede i Danmark.

Som en del af Danmark for Velfærd er vi klar til at hæve stemmen og tale positivt om værdien af fællesskab, lighed og velfærd. Vi siger ja tak til velfærd på bekostning af skattelettelser til de velstillede.

Vi har brug for at du går med os, så vi sammen kan skabe en bevægelse, der kan udfordre den udvikling mod stigende ulighed og besparelser vi desværre er vidne til i disse år.

Om lidt er der kommunalvalg og regionsvalg, hvor hver enkelt med sin stemme kan være med til at sætte dagsordenen for, hvordan velfærden skal udmøntes lokalt.

Husk kære medlemmer: I vælger selv - jeres lokalpolitikere er også jeres/vores arbejdsgivere!

 

 

Se interview fra mødet på fyens.dk med Hans Jørgensen, sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i Odense