Socialrådgiveren informerer

Er du blevet trukket uberettiget i din ressourceforløbsydelse? Så kontakt ydelseskontoret i din kommune!

FOA har kontaktet Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) den 17. august 2018, idet FOA ønsker svar på, hvorvidt der skal ske fradrag i efterbetaling fra tidligere arbejdsgiver af godtgørelse, SH-dage og 6. ferieuge.
 
STAR har vejledende oplyst, at det følger af § 68a i lov om aktiv socialpolitik, at har modtageren af ressourceforløbsydelsen indtægter, trækkes disse fra i ydelsen, jf. dog stk. 2-4. Indtægter, der udbetales for en periode, der ligger før modtageren af ressourceforløbsydelse er begyndt i et ressourceforløb, medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen. Tilsvarende gælder for udbetaling af indtægter for en periode, der ligger efter tidspunktet for ophør i et ressourceforløb.

Aktivloven indtægter m.v
§ 68 a. Har modtageren af ressourceforløbsydelsen indtægter, trækkes disse fra i ydelsen, jf. dog stk. 2-4. Indtægter, der udbetales for en periode, der ligger, før modtageren af ressourceforløbsydelse er begyndt i et ressourceforløb, medfører ikke fradrag i ressourceforløbsydelsen. Tilsvarende gælder for udbetaling af indtægter for en periode, der ligger efter tidspunktet for ophør i et ressourceforløb.

   Stk. 2. Har modtageren af ressourceforløbsydelsen lønindtægter, herunder beløb, som den pågældende modtager fra arbejdsgiveren eller Lønmodtagernes Garantifond ved ophør af ansættelsen, nedsættes ressourceforløbsydelsen efter § 68 med 30 pct. af lønindtægten, indtil den samlede lønindtægt inkl. pension udgør 13.000 kr. (2012-niveau), og med 55 pct. af lønindtægten derudover. 

   Stk. 3. Har modtageren af ressourceforløbsydelsen indtægter som led i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller tilbud i medfør af integrationsprogrammet efter integrationsloven eller andre beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, ses der ved beregningen af ressourceforløbsydelsen efter § 68 bort fra 14,99 kr. (2012-niveau) pr. udført arbejdstime. Det beløb, der samlet ses bort fra, kan ikke beregnes på grundlag af mere end 160 timer pr. måned. 

   Stk. 4. Feriegodtgørelse efter ferielovgivningen og udbetalte ferietillæg til personer, der er ophørt med at modtage hjælp efter § 42 i lov om social service, medfører fradrag i ressourceforløbsydelsen på samme måde som lønindtægt, jf. stk. 2, når ferien holdes. Fradraget sker i ressourceforløbsydelsen for den periode, som feriegodtgørelsen eller ferietillægget er bestemt til at dække. Optjent ferie med feriegodtgørelse skal afholdes før ferie efter § 69, stk. 4. En person kan holde ferie med feriegodtgørelse eller ferietillæg samt ressourceforløbsydelse efter 1. og 2. pkt., selv om personen ikke har modtaget ressourceforløbsydelse i 12 sammenhængende måneder.

 
 
STAR henviser desuden til Ankestyrelsens Artikel: Ressourceforløbsydelse - hvad skal trækkes fra og hvordan?

 
Det fremgår af artiklen, at fra den 1. januar 2016 skal udbetalte indtægter fra en periode, der ligger før – eller efter – borgerens ressource- eller et jobafklaringsforløb ikke trækkes fra i ressourceforløbsydelsen. Undtaget er dog feriegodtgørelse efter ferieloven. Feriegodtgørelse skal fortsat trækkes fra i ressourceforløbsydelsen.