Børn og ældre får kniven i Assens!

Det er muligvis en barsk overskrift, men intet at regne mod Assens Kommunes ”Rædselskatalog” for budget 2019 – 2022.

I værste fald vil kommunen gennemføre en besparelse på godt 25 millioner på børneområdet svarende til 50 stillinger og godt 25 millioner på ældre og sundhedsområdet svarende til cirka 65 stillinger.

Altså mega serviceforringelser på velfærden, som i den grad vil ramme de svageste borgere i Assens kommune!

Og ikke nok med det, så rammer besparelserne faktisk endnu hårdere, idet børnetallet nu igen er stigende og ældre befolkningen stærkt stigende, herunder borger med demens.

FOA Odense er derfor dybt bekymret, når der eksempelvis på børneområdet igen foreslås at nedlægge dagplejens ledelse og lægge den ud i institutionerne. For ca. et år siden, besluttede byrådet netop på baggrund af stor forældreopbakning at bevare dagplejen som en selvstændig enhed!

Samtidig med er der lagt op til besparelser på tilsynene hos dagplejerne, hvilket vil betyde, at den tidlige indsats og den pædagogiske sparring bliver væsentligt forringet!

En tredje bekymring i sparekataloget er en obligatorisk tidligere børnehavestart på 2,9 år. Her tænker vi at besparelsen kan blive en dyr omkostning for kommunen, da det netop er i de første 3 leveår, børnene har brug for de tætte relationer der er i dagplejen og vuggestuerne.

I forhold til Ældreområdet er det helt grotesk, at kommunen f.eks. foreslår, at de den ene gang om ugen de ældre kan komme i bad, fremadrettet kun må få vasket hår hver 2. uge!

Også nattevagten på plejecentrene foreslås besparet, så der ikke længere er personale til stede hele natten og de svageste ældre dermed er overladt til sig selv!

Endvidere foreslås toiletbesøg begrænset fra 6-8 til 5 til 7 gange i døgnet, hvordan det så end skal praktiseres!

Demensområdet går heller ikke fri! Demensenheden ”Liljen” lukkes og kommunen udtræder af udviklingscenter for demens på Fyn!

Det virker næsten surrealistisk i en tid, hvor alle anerkender, at der i den grad er brug for at sætte fokus og handling på demensudfordringen!

Som fagforening har vi naturligvis også fokus på de ansatte, som jo er dem, der skal levere den borgernære omsorg. I forvejen er de ansatte mere end rigeligt presset på grund af gentagne besparelser, stigningen i antallet af komplekse opgaver og nu også vanskeligheder med at rekruttere uddannet personale!

Det er absolut ikke i orden at tage de ansatte som gidsler overfor børn, borgere, forældre og de pårørende. For det er jo reelt det der sker, når vores medlemmer står ansigt til ansigt med dem i hverdagen!

Hvis I som lokalpolitikere vil tage ansvar for de mega forringelser, som der lægges op til, så bør I også på skift døgnbemande en hotline, som de ansatte kan henvise til i forhold klager og frustrationer fra borgerne!

FOA Odense kan derfor ikke advare nok imod at forringelserne gennemføres og skal derfor foreslå at kommuneskatten hæves!

 

(ovenstående er sendt til Fyens Stiftstidende som et Synspunkt)