Formandens julehilsen

Kære medlemmer

Tak for et forrygende år her i FOA Odense.

Det har været dejligt at se så mange af jer til vores arrangementer.

Jeg kan allerede nu løfte sløret for, at der er meget spændende nyt i vente til næste år, idet vores Kursus- og Aktivitetsudvalg har fået andre rammer til at lave aktiviteter. Til gengæld har udvalget lovet at komme med minimum et arrangement hver måned – minus de to sommermåneder, hvor der afvikles ferie. Så hold godt øje med vores aktivitetskalender på hjemmesiden.

Her i 2017 har vi også haft vores tillidsvalgte kaldt ind til udviklingssamtaler, med henblik på at afdække deres aktuelle ønsker til udvikling som tillids- eller arbejdsmiljørepræsentanter. Det giver os i afdelingen et godt overblik over, hvilke kurser mv. vi skal tilbyde i den kommende 3 års periode. Vi er næsten 100 % i mål med tillidsrepræsentanterne, mens vi med arbejdsmiljørepræsentanterne, som var inviteret med for første gang, endnu mangler nogle samtaler. Men dem skal vi nok få samlet op på.

Så var det også her i efteråret Odense Letbane gik i gang med at grave vores parkeringspladser op. I skrivende stund er hullerne dækket til, så vi igen kan benytte arealet til parkering. Men vi kan godt fornemme, at projektet rykker tættere på. Det håber jeg også at afgørelsen om det økonomiske mellemværende med Letbanen gør. For selv om først Ekspropriationskommissionen, og siden Taksationskommissionen har tilkendt FOA Odense en sum penge for afståelse af parkeringspladsen, er det endnu uvist om Odense Letbane vil anke afgørelsen. Det skal jeg nok vende tilbage til, når der er nyt i sagen.

Til slut vil jeg ønske alle medlemmer en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

De bedste hilsener 
Nina Skov-Lauridsen
Afdelingsformand