Fra venstre faglig sekretær Anne-Grethe Sveistrup, formand Kristian Gaardsøe og faglig sekretær Jesper Hermansen
Fra venstre faglig sekretær Anne-Grethe Sveistrup, formand Kristian Gaardsøe og faglig sekretær Jesper Hermansen

Klokkerne ringer for de stressede medarbejdere

Alarmklokkerne bimler og bamler, men tilsyneladende er der ingen ansvarlige, der hører dem. Der ringes ellers for de omsorgs-arbejdere, der skal passe godt på ældre, syge og handicappede.

En ny rapport fra Arbejdstilsynet viser, at de ansatte i eksempelvis døgninstitutioner og hjemmeplejen er presset til det yderste. Der løbes alt for stærkt, og tempoet går desværre ud over kvaliteten.

Det er afgørende, at ledere på arbejdspladserne og politikere hurtigt får vendt udviklingen, for det er alvorligt - både for medarbejderne selv, men også for de borgere, der er afhængige af deres omsorg og pleje.

Helt konkret er der brug for at få flere ansatte i mange teams og institutioner. Der er simpelthen for få om opgaverne. Problemet er, at det går dårligt med at rekruttere personale til de enkelte arbejdspladser. Endnu tidligere i fødekæden - på skolerne - bliver det sværere og sværere at trække unge til eksempelvis uddannelse som social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent og pædagogisk assistent.

Bliver længere på arbejdsmarkedet
Der er mange knapper at skrue på for at vende den negative udvikling. En af dem er at give eksempelvis SOSU’erne mere i løn, ganske som de fortjener. Deres indsats bliver langt fra honoreret tilstrækkeligt.

En anden mulighed for at lukke nogle af hullerne i båden er at lave seniorordninger, som får de ansatte til at blive længere på arbejdsmarkedet, inden pensionen.

FOA Nordjylland har aktuelt stort held med at hjælpe vores medlemmer med at forhandle gode senioraftaler hjem, som sikrer dem nedsat tid med lukrative løn- og arbejdsvilkår i deres sidste år på arbejdsmarkedet. Hvis altså de bliver lidt længere.
Men det er altså ikke nok. Vi kommer til at mangle titusindvis af SOSU’er på landsplan om 5 og 10 år, og der er få tegn på, at politikerne har forstået problemets omfang, eller at de vil gøre noget ekstraordinært ved det. Men det er der altså brug for. Ellers kan vi godt begynde at skrive velfærdssamfundets nekrolog. Hvil i stress.

Både før, under og efter Corona-pandemiens hidtidige udbrud, har tempoet været alt, alt for højt. Vi skal blive bedre til at sikre arbejdsmiljøet og fastholde medarbejderne, for så bliver de aktuelle rekrutteringsudfordringer mindre. Lige nu står vi i en situation, hvor det personale, der er, må løbe stærkere og stærkere, for behovet for pleje og omsorg bliver ikke mindre. I sidste ende risikerer vi, at det går ud over samfundets svageste – de syge og plejekrævende.

Løsningerne skal hellere komme i dag end i morgen, men hos FOA Nordjylland ved vi godt, at det er kompliceret. Men vi stiller os gerne til rådighed med ideer til, hvordan det kan løses lokalt.