Kristian Gaardsøe siger TAK til FOAs medlemmer

Foto: Inge-Marie Krøier

Tak for modig indsats til FOA-medlemmer

Det danske samfund er lagt i en uvirkelig søvn under Corona-krisen. Men blandt FOA Nordjyllands medlemmer er øjnene vidt åbne. Og hænderne klar til arbejde. For det er der brug for som aldrig før.

I skal vide, at vi fra FOA Nordjyllands side er dybt imponerede over jeres indsats.

Mange tager på job med en øget risiko; at blive smittet. Andre udviser en fleksibilitet, som er yderst nødvendig for at møde de udfordringer, som vi frygter, kommer ind ad døren lige om lidt. Nogle helt tredje grupper sidder klar derhjemme til, at afløse dem, der knokler netop nu. I har alle det til fælles, at I er i beredskab. Klar, når det gælder.

Der vil være masser af patienter og pårørende, som vil finde ud af, hvor dygtige I er, og hvor nødvendige I er i denne tid. I har altid været kompetente, men i nødens stund bliver det ekstra iøjnefaldende. Endnu mere værdsat.

Lige nu retter I jer efter beslutninger, som bliver taget i høj fart af ledere nationalt og lokalt. I skal også selv tage beslutninger, som er anderledes end dem, I er vant til. Men det klarer I også.

I fagforeningen og a-kassen modtager vi mange opkald fra jer, hvor vi hører om de store forandringer, der sker på jeres arbejdspladser. Vi hører ind imellem bekymringer. Men ingen klynk. I er klar til at påtage jer de livsnødvendige opgaver, som venter jer.

Og I skal endelig forsætte med at kontakte os, hvis I har brug for hjælp. Vi er også i beredskab, så vi er nemme at få fat på.

Til sidst vil jeg opfordre jer til, at I holder jeres lokale ledere oppe på, at skabe de bedst mulige arbejdsforhold under svære vilkår. Grænserne kan nemt rykke sig, når presset vokser. Men I har ret til de bedst mulige arbejdsbetingelser som fortsat skal være både sikre og sunde.

I FOA Nordjylland er vi stolte af at repræsentere jer. Og vi ønsker jer held og lykke med de kommende arbejdsopgaver. I er med til at holde et forandret Danmark kørende. Tusind tak for det.