Jesper Hejlman Hermansen og Kristian Gaardsøe
Jesper Hejlman Hermansen og Kristian Gaardsøe
Foto: Inge-Marie Krøier

Badminton-finte på plejehjemmet

Lønnede teenagere der spiller ludo med beboerne på plejehjem, lyder umiddelbart som en fremragende idé. De unge får smag for en branche, hvor det er svært at rekruttere nye folk. De gamle får læst en krimi højt eller får en samtalepartner i haven.

Flere nordjyske kommuner tygger på den slags ordning. Men drop straks tanken. Ungarbejdere på plejehjem kan føre til flere social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent-fyringer og dermed dårligere pleje.

Med et stort smil på sit unge ansigt slår Tristan fjerbolden tilbage. Hanne på 79 år strækker sig med et støn ud for at nå den. Den lander blødt på plejecentrets røde gulv. Hanne griner. 14-årige Tristan kommer to gange om ugen. Tirsdag læser de højt, og om fredagen spiller de badminton. Det er de bedste timer hele ugen, synes Hanne.  

Men Tristan er ikke et hengivent barnebarn, faktisk slet ikke et familiemedlem. Han er professionel. Bare ikke på den faglærte måde. Han er et eksempel på en ordning, der vinder frem mange steder i landet - udviklet i Horsens. Flere nordjyske kommuner drøfter ideen; Ungarbejdere på plejehjem.
Konceptet virker ved første øjekast glimrende. De unge får smag for et fag, som uddannelsessteder og kommuner har svært ved at rekruttere folk til, nemlig social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent-jobbet. De ældre får kvalitetstid og nærvær fra et bankende hjerte. Undskyld at jeg ødelægger festen. Men der findes flere tabere i badminton-spillet. De allerede ansatte social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter. Og dermed i sidste ende borgerne på plejehjemmet. Jeg forklarer.

Der var engang, hvor en social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent godt kunne tage et sæt med ketsjer og fjerbold, sammen med en borger på plejecentret. De dage er ovre. Minuttyranniet hærger. De ansatte løber en fysisk og psykisk halvmaraton næsten hver dag for at få enderne til at hænge sammen. For lige akkurat at kunne nå den tilstrækkelige pleje for de ældre. Skifte ble, servere mad, vaske. Og ikke mindst dokumentere, hvad de lige har gjort. Til papirkurven. Muligvis to minutters hyggesnak bliver der plads til i ny og næ. Men et sæt badminton mellem en ansat og en borger? Det har ingen set på et plejehjem siden Lene Køppen var verdensmester i sporten. Desværre.

Horsens Kommune har i et år haft ”gode erfaringer” med at ansætte ungarbejdere, lyder det. I et indslag hos Tv2 Østjylland siger ungarbejderen Jessica, at hendes nye arbejde giver hende en stor ”mening”. Hun synes social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent-jobbet kan virke som et spændende arbejde.

Problemet er, at vi sælger Jessica en løgn, som tingenes tilstand er. Kommunerne har skåret og skåret de seneste ti år på ældreområdet. I Aalborg er hver femte krone væk fra budgettet. I Hjørring hver fjerde. Det har blandt andet medført et markant fald i antallet af social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter på blandt andre plejehjemmene, samtidig med at antallet af ældre stiger. Medarbejderne løber så stærkt, at alt det, som giver allermest mening i deres job, det har de ikke tid til. Nærvær, samtale, omsorg, grin, fysisk berøring. Og nu kan de så se alt det mest meningsfulde blive udliciteret til teenagere.   

Allerede nu oplever hver tiende social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent, at hverdagen ikke vil kunne hænge sammen uden frivillige, ifølge en undersøgelse fra 2016 (FOA). At de overtager nogle af kerneopgaverne. Det er frivillige slet ikke uddannet til. Men børn vil i endnu mindre grad kunne eller skulle være med til den slags. 80 procent af alle social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter der arbejder på plejehjem, har en frivillig ”kollega”.
 
Men vi frygter, at kommunerne har dollartegn, i hvert fald i det ene øje, når de også vil ansætte ungarbejderne. Selvom de godt kender konsekvenserne. Og pludselig vil argumentet lyde, at de unge også skal prøve at løse kerneopgaverne, hvis man skal kunne tiltrække flere til faget. Det kan i sidste ende føre til at endnu flere social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter bliver fyret. Og så kan Hanne måske spille badminton. Men det bliver i en daggammel ble.

Vi håber derfor ikke, at kommunerne i Nordjylland vil sætte børn på lønningslisten. Vi har brug for flere social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter i stedet. Faglighed. Og lige så vigtigt; vi skal skabe bedre arbejdsforhold for dem, der allerede bruger deres arbejdsliv på at passe på vores ældre. De allerede ansatte skal have tid i dagligdagen. Måske ikke til badminton. Men til det mellemmenneskelige nødvendigheder. Omsorg. Nærvær. For det gavner både den ældre og social- og sundhedshjælperen og social- og sundhedsassistenten. Skaber mening.

Og Tristan på 14 år må selvfølgelig gerne spille badminton. Men helst med sin egen bedstemor. Så kan det også være hun stikker ham lidt lommepenge.