FTR Tinna Kristensen
Tinna Kristensen, FTR, Handicapafdelingen Aalborg Kommune
Foto: Inge-Marie Krøier

Opråb til byråd: Styrk velfærden og styrk handicapafdelingen!

Kære byrådspolitikere i Aalborg Kommune - som ansat i handicapafdelingen er det en meget stor skuffelse at følge budgetdrøftelserne for 2020.

Læserbrev sendt til Nordjyske 2. oktober 2019.

Siden 2014 er der sparet cirka 50 millioner i afdelingen, og der er tilsyneladende planer om endnu flere. Der er simpelthen ikke plads til flere besparelser og forringelser, hverken for borgerne eller medarbejderne.

AMU har beskrevet, at det vil medføre følgende negative konsekvenser for medarbejderne: Øget fysisk og psykisk belastning, øget risiko for vold, øget sygefravær, større forråelse i personalegruppen, øget risiko for stress og tab af faglig fokus og rekrutteringsproblemer.

Byrådet har det øverste ansvar for arbejdsmiljøet i Aalborg Kommune, og kan I virkelig acceptere så alvorlige konsekvenser som disse? Handicapafdelingen har brug for flere penge - ikke færre.

Fremfor at hente hurtige penge på besparelser, kan det undre, at der i Aalborg Kommune ikke tænkes langsigtet. Her tænker jeg specifikt på den manglende tilførsel af midler på 2,8 millioner for at bevare det nuværende serviceniveau på Taleinstituttet og Hjerneskadecenter Nordjylland. Det er et tilbud, som primært henvender sig til voksne i den erhvervsdygtige alder, som har pådraget sig varig hjerneskade og ikke er i stand til at arbejde for nuværende. Med den rette behandling er det muligt for flere af dem at vende tilbage til arbejdsmarkedet - til glæde for dem selv og til gavn for alle. I stedet for at nedprioritere og forringe, skulle byrådet snarere tænke langsigtet og styrke serviceniveauet.

Jeg vil på det kraftigste opfordre jer til at trække i arbejdstøjet inden førstebehandlingen den 10. oktober. Ingen er tjent med yderligere besparelser på områder, hvor der i forvejen er sparet voldsomt de seneste år. I servicerammen er der i øvrigt plads til at løfte budgettet med cirka 105 millioner, så mon ikke I kan finde plads til at styrke handicapafdelingen?

Desuden, så stemte Danmark jo den 5. juni for at øge velfærden – husk det!


Skriv en kommentar på Facebook