Social- og sundhedsassistent Carina Schmidt er tillidsrepræsentant for det kommunale tilbud Byen i Byen.
Social- og sundhedsassistent Carina Schmidt er tillidsrepræsentant for det kommunale tilbud Byen i Byen.
Foto: Inge-Marie Krøier

Byen i Byen: Klar til at se fremad

Efter et turbulent år ser de nu fremad og gør alt for at være klædt på til at give de udviklingshæmmede det bedst tænkelige liv.
”Jeg har en rigtig dejlig arbejdsplads, og skulle jeg komme sur på arbejde, så er målgruppen som jeg arbejder med i høj grad medvirkende til at motivere os som ansatte,” siger Carina.

Det kommunale tilbud Byen i Byen i Vesthimmerland har det seneste år været under massiv kritik for snyd med visitationer og efterfølgende fyring af myndighedschef og afdelingschef. Tilbuddet består af flere bofællesskaber for udviklingshæmmede og efter et turbulent år, har kommunen lagt en ny plan for de kommunale bofællesskaber og visitationen af borgere. Konkret betyder det, at Byen i Byen i Aalestrup har mistet de beboere som tilbuddet ikke havde godkendelser til og samtidig blev 10 ansatte opsagt.

Klar til at se fremad
Tillidsrepræsentant Carina Schmidt fortæller, at de fem bosteder nu rummer udviklingshæmmede som Byen i Byen har rammer og godkendelser til at håndtere (§ 105 og § 85). Efter en turbulent tid med meldinger om kritisable forhold på grund af forkerte visitationer, har alle brug for at se fremad. Vi har brug for at fortælle, at de beslutninger som blev truffet af den tidligere ledelse, var med til at sætte spørgsmålstegn ved de ansattes faglighed. Vi har fagligheden i orden til at håndtere de borgerne vi har godkendelse til og formår også at udvikle dem,” understreger Carina som repræsenterer FOAs medlemmer. De har ikke godkendelse til at håndtere de udadreagerende borgere og gør det heller ikke. Nu ser de fremad og gør alt for at være klædt på til at give de udviklingshæmmede det bedst tænkelige liv. ”Jeg har en rigtig dejlig arbejdsplads, og skulle jeg komme sur på arbejde, så er målgruppen som jeg arbejder med i høj grad medvirkende til at motivere os som ansatte,” siger Carina. 

Sendes alene på indkøb
Det har været en bærende tankegang, at organisationen Byen i Byen skulle have lokal forankring og opbakning, så det til enhver tid var sikkert at sende beboerne ud i Aalestrup. For de ansatte har det været vigtigt at gøre de udviklingshæmmede dus med byen, så de eksempelvis kunne sende borgere med Downs syndrom på indkøb – noget der ikke ville ske i en større by. Til Byen i Byen hører blandt andet den gamle rutebilstation som er dagsbeskæftigelse for mange af de unge som bor på Rosengården, hvor Carina er ansat. Med guidning fra personalet formår de at stå ved kassen og tilberede sandwich og salater til caféens kunder. 

Carina Schmidt til venstre sammen med tre af de borgere som arbejder i dagtilbuddet på rutebilstationen i Aalestrup: Martin, Nanna og Michael. 
Carina Schmidt til venstre sammen med tre af de borgere som arbejder i dagtilbuddet på rutebilstationen i Aalestrup: Martin, Nanna og Michael.

Fagligheden opdateres jævnligt
I dag er der cirka 40 ansatte i tilbuddet Byen i Byen og FOA-medlemmerne udgør de syv. Der er fire social- og sundhedsassistenter, en pædagogisk assistent og to omsorgsmedarbejdere. Carina, der er social- og sundhedsassistent, fortæller, at alle ansatte gør en indsats for at vedligeholde fagligheden. De har alle været på KRAP-kursus som er et kursus i den pædagogik som de arbejder ud fra – nemlig en Kognitiv Ressourcestøttende Anerkendende Praksis. Kort sagt tager pædagogikken udgangspunkt i borgernes ressourcer, og med en anerkendende tilgang støttes borgeren i sine personlige og sociale kompetencer. 

De kigger ikke på intelligens, men på de udviklingshæmmedes faktiske færdighedsniveau. Nogle gange er de alderssvarende med en 10-årig og til andre opgaver agerer de som en 3-årig. Udover KRAP-pædagogik har tre af de ansatte bestået diplommodul i neuropædagogik, og ti ansatte har en overbygning i KRAP. Her og nu arbejder de med at få KRAP implementeret i alle bofællesskaber. 

Nada, sundhed og seksualvejledning
Mange ansatte er klædt på til at give Nada, hvor de med fem nåle i øret kan få borgerne til at slappe af, hvis de eksempelvis er præget af uro. En af de unge kan eksempelvis lægge tøj sammen, når han har fået nåle i øret – det ville han ikke kunne uden nålene. De har også stor fokus sundhed, og har i den forbindelse uddannet en sundhedskonsulent som både tager sig af borgerne og de ansatte i Byen i Byen. De har også fået uddannet to seksualvejledere som dækker handicap- og psykiatriområdet i Vesthimmerlands Kommune. De har faste politikker for hvordan de håndterer borgernes seksualitet, og de har fokus på betydningen af netop seksualitet og hudsult. Derudover gør de alt for at forebygge magtanvendelser, og de har altid fokus på borgernes selvbestemmelsesret. 

Træner og vedligeholder kompetencer
Carina fortæller, at de træner og vedligeholder de unges ressourcer. Flere af borgerne har startet deres voksenliv i tilbuddet Byen i Byen, og de har udviklet sig meget takket være fokus på opgaver de er blevet trygge ved at løse. De ansatte har stor fokus på pårørendesamarbejde, hvor de pårørende inddrages i borgerens hverdag. Det gør de eksempelvis til pårørendeaftener, hvor selvbestemmelsesret og tavshedspligt kan være emner, da de to emner, ifølge Carina, er nøglen til et godt samarbejde på bostederne. 

Tæt på de lokale
Et af initiativerne til at gøre de udviklingshæmmede til en integreret del af byen, er når de eksempelvis deltager i det årlige krybbespil i kirken. Første år viste de kun krybbespillet til de pårørende – nu når de ud til rigtig mange, da også dagplejen, vuggestuer, femteklasser og andre borgere tilknyttet psykiatrien, ser krybbespillet. Udover krybbespil er Byen i Byen med som et fast indslag til den årlige byfest - kaldet Knaberfesten. Her laver de hvert år karneval, og derudover deltager de i kulturugen sammen med femteklasserne på de to skoler i Aalestrup. På den måde bliver byens egne borgere dus med de udviklingshæmmede på bostederne.

Skriv en kommentar på Facebook