At blive voksenelev var en god løsning for mig!

Naja har indgået en aftale med Thisted Kommune, hvor hun er ansat som voksenelev. Aftalen har været altafgørende for Naja som er enlig mor, og den bedre løn gør, at hun kan få hverdagen til at hænge sammen - også selvom hun kun har én indtægt.

Naja er SOSU-elev i Thisted Kommune. Her har hun fået muligheden for at få gode rammer for sin hverdag, så hun kan få en uddannelse og samtidig kan holde styr på det økonomiske uden at skulle vende og dreje hver en mønt, selvom hun er voksenelev. Det er en fordel for hende, og det er en fordel for Thisted Kommune, der er hendes arbejdsgiver.

"At blive voksenelev var en god løsning for mig, så jeg kan leve af det, mens jeg er det. Jeg ved, at jeg har til dagen og vejen, og det er vigtigt," siger Naja.

Erfaring og modenhed spiller en vigtig rolle, når man er i voksenlære. Det er blandt andet nogle af de kvaliteter, der bliver fremhævet af arbejdsgivere landet over. Nina er koordinator i Thisted Kommune, og hun har været med til at ansætte Naja og flere andre voksenelever. Hun ved, at voksenelever kommer hurtigere ind i jobbet, fordi de allerede har erfaring med sig. Men det er samtidig vigtigt, at arbejdsgiveren også udfordrer vokseneleven og giver mulighed for, at vokseneleven hurtigere kan fordybe sig i de fagfaglige emner.

Den faglige udfordring er også vigtig for Naja, der allerede kender sig selv og sine kompetencer godt. Hun er 33 år og var ikke meget i tvivl om, at det var SOSU-faget, hun skulle fordybe sig i. Hun kan mærke, at hun brænder for faget. Kort sagt: Hun ramte plet, da hun valgte at blive voksenlærling.

 


Vil du vide mere om at blive voksenlærling/voksenelev, så kontakt FOA Nordjyllands uddannelseskonsulent Jytte Binderup-Ernstsen på telefon: 46972900


Hvad får du som voksenlærling?

• En erhvervsuddannelse med gode rammer
• Løn under uddannelse
• Styrket dine kompetencer.

Hvad får I som virksomhed?
• Medarbejder med erfaring og modenhed
• Tilskud til lønnen
• Kvalificeret arbejdskraft.

Vil du også være voksenlærling?

Hvis du er blevet nysgerrig på, hvordan du selv kan blive voksenlærling/voksenelev, kan du finde information om, hvordan du kommer godt i gang med trin-for-trin-guide for ledige og ufaglærte i beskæftigelse.

Læs mere her:

Guide til ledige

Til dig, der er ufaglært i arbejde