Daniella Kathe Tobiassen
Daniella Kathe Tobiassen - elevambassadør og social- og sundhedsassistentelev på SOSU Nord.
Foto: Inge-Marie Krøier

Fra lavt selvværd til elevambassadør med mere selvtillid

Daniella Tobiassen har altid haft svært ved skolearbejdet og blev med nød og næppe student – særligt matematikken gav hende kvaler, men heldigvis har hun fundet den rette hylde i arbejdet med mennesker.

Tænk på dig selv, når du vælger uddannelse!
Daniella fortæller, at hun valgte gymnasiet, da hun kiggede meget på, hvad andre gjorde, og derfor glemte hun helt sig selv. Hun ville ønske, at hun havde lyttet mere til sig selv, og sender den opfordring videre til andre unge. Senest har hun haft en grundforløbselev med som føl, og det er noget af det mest lærerige hun har været ude for. Han stillede alle de frække spørgsmål som krævede, at hun kunne svare for sig, uanset hvad hun gjorde på plejehjemmet. 

Skulderklap giver selvtillid
Efter gymnasiet måtte Daniella erkende, at hun ikke kunne bruge gennemsnittet til noget, og derfor tog hun jobs, hvor hun passede ældre og arbejdede i en børnehave. Det gav hende lyst til mere, og derfor søgte hun ind på grundforløbet. Det krævede, at Daniella skulle bestå en optagelsesprøve. Den kæmpede hun hårdt for og kom igennem uden fejl. Efter grundforløbet fik hun elevplads som social- og sundhedshjælper ved Aalborg Kommune. Her opdagede hun, at selv den lille hjælp kunne gøre en stor forskel for andre. Undervejs fik hun mange skulderklap, og det styrkede hendes selvtillid. Daniella fortæller, at hun altid kunne finde en positiv oplevelse frem - uanset hvor hård dagen havde været. 

Mere sikker på sig selv
Under uddannelsen til social- og sundhedshjælper fortæller hun, at leder og vejleder i høj grad var synlige og hele tiden fulgte op på, hvordan det gik med hende! Det satte hun stor pris på, da nogle elever desværre blot bliver set som arbejdskraft, der selv skal tage hånd om egen læring. Hun nævner også, at det er altafgørende for elever at blive godt modtaget på den enkelte arbejdsplads. Det giver tryghed og man præsterer bedre, hvis man ved, at der er backup på de opgaver, man løser.

Daniella fortæller, at det var en ny og god oplevelse at blive set og rost i praktikken. Det bedste var, når borgere fortalte hende, at hun gjorde det godt, og at de ville komme til at savne hende. De positive kommentarer kom bag på hende, og hun troede faktisk ikke på dem, da hun ikke var vant til, at hun var god til noget. Den bedste sidegevinst ved at blive social- og sundhedshjælper var, at hun blev mere sikker på sig selv og kunne begynde at dele ud af sin viden og have en holdning til faget. Hvis nogen siger til hende, at hun blot er ”en som tørrer røv”, så er Daniella hurtig til at melde ud, at det kun fylder en brøkdel af jobbet. ”Sidder din farmor på det plejehjem, hvor jeg arbejder, så bruger jeg jo tid til at støtte og trøste hende i de svære ting i livet – bare på en professionel måde,” understreger Daniella som modsvar på de nedladende kommentarer faget af og til har givet hende.

Elevambassadører fortæller om faget
Under uddannelsen blev eleverne spurgt, om de kunne tænke sig at være elevambassadører, og Daniella blev valgt som én ud af tre. Hendes opgave som ambassadør har bl.a. været at fortælle om faget, være med i pjecer og dele fagrelevante historier på Facebook-siden for elever ansat i Aalborg Kommune. Hun har eksempelvis delt små videoklip, og i en af dem debatterede hun det at blive sat i bås som én der tørrer røv. Den fik ikke færre end 8.000 visninger på Facebook

Social- og sundhedsuddannelsen og ambassadørtjansen har givet Daniella langt større selvtillid, men hun fortæller, at hun fortsat er meget genert på skolen. Det handler bl.a. om, at hun har været bange for at fejle og blive gjort til grin, så der er stadig noget for Daniella at arbejde med. 

Nu er eksamen okay
I en af de små videoer, som Daniella har lavet, har hun delt de store kvaler hun har haft med eksamen, og på baggrund af de Facebook-kommentarer hun har modtaget, så er hun ikke i tvivl om, at hendes jævnaldrende ser de videoer, hun deler. Hun tror, at det er hendes ærlige opslag der gør, at andre unge ønsker at se med og kommentere.
I gymnasiet græd hun og kastede op inden eksamen, og karaktererne var meget lave. Det har ændret sig radikalt, og på uddannelsen til social- og sundhedshjælper har hun opnået både 7 og 12-taller. Det, som har gjort den store forskel for Daniella, er den anerkendelse hun har fået i praktikken. Derudover føler hun, at hun er vokset i takt med det ansvar, hun får i jobbet.

Bliv mentalt stærk til eksamen - gratis for FOA Nordjyllands medlemmer

Fedt at inspirere andre
I forlængelse af social- og sundhedshjælperuddannelsen fortsatte hun på uddannelse til social- og sundhedsassistent, og hun sætter stor pris på, at hun hver dag kan lære nyt. ”Den konstante udvikling gør, at jeg synes det er fedt at inspirere andre til at gå samme vej, hvis de kan få lige så meget glæde af det som jeg,” siger eleven med et stort smil. Danielle føler, at uddannelsen har givet hende mange nye muligheder – blandt andet det, at hun kan fortælle andre unge om den uddannelse, som hun er midt i. Senest har hun holdt oplæg i forbindelse med brobygning for unge, der endnu ikke ved, hvilken uddannelse de skal vælge. Daniella kan klart anbefale andre unge at blive ambassadør for deres fag, da det har øget hendes tro på eget værd.