Karina Mathiesen ser med lettelse frem til at få udbetalt manglende løn for 6 uger. Med mindre sagen ankes udbetales løn, pension og renter først i det nye år.
Karina Mathiesen ser med lettelse frem til at få udbetalt manglende løn for 6 ugers arbejde. Med mindre sagen ankes udbetales løn, pension og renter først i det nye år.
Foto: Inge-Marie Krøier

Forsinket julegave er Kærkommen

Forhåbentlig får de 77 FOA-medlemmer snart en forsinket julegave, som de har ventet på i mere end tre år. Tilsammen har de tidligere Kærkommen-medarbejdere tilgodehavender for næsten 12 millioner kroner.

Retten har talt - Lønmodtagernes Garantifond skal dække ubetalt løn og pension. FOA Nordjylland har hjulpet 37 af de 77 medlemmer, og de har netop været til møde for at høre om den dom som blev afsagt den 23. november 2018.

Retssagen om Kærkommen konkurs
Det er FOA og andre organisationer, som på vegne af de tidligere ansatte i Kærkommen har anlagt sagen mod Lønmodtagernes Garantifond (LG), Aalborg Kommune og Hjørring Kommuner. Kort og godt handler sagen om betaling af tilgodehavender hos de tidligere ansatte. Det gælder blandt andet løn- og pension som konsekvens af Kærkommen ApS konkurs 20. marts 2015.

FOA har rejst krav om betaling i alt 11.286.000 kr., hvoraf Aalborg Kommunes andel udgjorde cirka fem millioner kr. Retssagens parter er enige om kravenes størrelse. Det har ene og alene drejet sig om, hvorvidt det er LG eller Aalborg og/eller Hjørring Kommune, der skal dække de tidligere medarbejderes krav. ”På den måde, har det været den mærkeligste retssag nogensinde – vi vidste vi ville vinde, men ikke hvem der skulle betale regningen”, udtaler FOAs jurist Mumme Thing.

Udbetalingen nærmer sig…
Dommen i Kærkommen-sagen blev afsagt i Vestre Landsret i Viborg. Aalborg og Hjørring Kommuner er frifundet for påstanden om, at virksomheden Kærkommen og de konkursramte medarbejderes tilgodehavender blev overdraget til kommunen. Punktum er sat i sagen, der startede med en betalingsstandsning og efterfølgende konkurs tilbage i marts 2015.

Tidligere medarbejder hos Kærkommen Karina Mathiesen, udtaler: ”Jeg var slemt skuffet, da jeg ikke fik den løn, jeg havde ret til efter konkursen, så nu glæder jeg mig til at få udbetalt penge for de 230 arbejdstimer, som jeg har til gode for 6 ugers arbejde.” Da social- og sundhedshjælperen søgte om manglende feriepenge hos Kærkommen, tog det et halvt år inden den blev udbetalt, og hendes løn og pension har nu været undervejs i mere end tre år. Det har været noget af en tålmodighedsprøve for de mange FOA-medlemmer.

LG har sidste frist for at anke sagen 21. december 2018. Karina og de øvrige FOA-medlemmer håber selvfølgelig, at de får udbetalt løn, pension og tilregnede renter først i det nye år.

Tidligere ansatte hos Kærkommen til møde i FOA Nordjylland.

FOA: Godt med punktum i sagen
Lønmodtagernes Garantifond skal betale alle tilgodehavender, men det vi er mest tilfredse med er, at der er sat punktum i sagen, og retten har besluttet, hvem der betaler løn og pension til FOAs medlemmer,” udtaler faglig sekretær Peter Ottosen. Han er overbevist om, at dommen kommer til at danne præcedens for fremtidige konkurser, så det forhåbentlig er sidste gang, at FOAs medlemmer skal finansiere arbejdsgivernes uenighed med LG.

Lovforslag skal sikre lønmodtagere i fremtiden
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen har fremsat et lovforslag som skal sikre, at det i fremtiden ikke bliver medarbejderne, som kommer i klemme, ved uenighed mellem Lønmodtagernes Garantifond og kommunerne, men at Garantifonden kan lægge ud for tilgodehavender.

Skriv en kommentar på Facebook