Det hjalp at få hjælp fra FOA Frederikshavn

Et medlem, der henvendte sig i FOA Frederikshavn fik hjælp til at lave et høringssvar til sin arbejdsgiver på en påtænkt opsigelse. Efter kort tids sygdom opsagde arbejdsgiveren hende.

I dag er medlemmet tilbage på sit job, og den påtænkte opsigelse er trukket tilbage. 

I forbindelse med en skade går medlemmet til sygdomsopfølgningssamtaler hos lederen. Da medlemmet deltager i den anden samtale har hun en forventning om, at det er for at aftale, hvordan hendes tilbagevenden på arbejdspladsen skal forgå.

Samtalen tager dog en helt anden drejning, for under samtalen erfarer medlemmet, at lederen vil indlede en opsigelsessag. Lederen mener ikke medlemmet bliver i stand til at varetage sit job, indenfor kort tid – og det til trods for, at hendes læge mener, at hun er klar til at arbejde på normale vilkår inden for 4 uger. 

Til samtalen nævner lederen, at hun er villig til at revurdere opsigelsen, såfremt medlemmet kan udføre sit arbejde i fuldt og normalt omfang, inden opsigelsesvarslet udløber. Samtidig påpeger lederen, at en revurdering ikke automatisk betyder at opsigelsen trækkes tilbage.

Medlemmet modtager efter samtalen en påtænkt opsigelse fra arbejdsgiveren og i begrundelsen for den påtænkte opsigelse er angivet ”længere tids sygdom”. 

Medlemmet, der er meget glad for sit arbejde, har et stort ønske om at vende tilbage til jobbet og henvender sig i FOA Frederikshavn for at få vurderet den påtænkte opsigelse. Hun er uforstående over for, at arbejdsgiveren sender en påtænkt opsigelse, når nu hun er klar til at vende tilbage til arbejdet indenfor kort tid. 

Medlemmet får herefter hjælp i FOA Frederikshavn, hvor afdelingen, sammen med hende, laver et høringssvar til arbejdsgiveren.

Høringssvar ændrer arbejdsgiverens holdning
I høringssvaret påpeges flere af de mangler, FOA Frederikshavn ser i sagen. Blandt andet påpeges det, at medlemmet kun har være i arbejdsprøvning/optrapning én gang, i starten af sygeforløbet. Der har ikke været indhentet en mulighedserklæring fra medlemmets læge, hvilket ville kunne give et bedre billede af, hvor langt hun var i tilbagevendingsforløbet. Herudover er det bemærkelsesværdige i sagen, at den påtænkte opsigelse kommer stort set samme dag som medlemmet raskmeldte sig…. 

Efter arbejdsgivers modtagelse af høringssvaret, vælger arbejdsgiver at trække den påtænkte opsigelse tilbage. Det var en stor lettelse for medlemmet, der nu er vendt tilbage til jobbet.

Lagt på den 19.09.2017