Nyhedsbrev fra afdelingsbestyrelsen skal skabe mere dialog

Jeg har mødt mange medlemmer, der tror, vi bare sidder og ”feder den af”, siger afdelingsformand Jens Nielsen! Derfor iværksætter FOA Frederikshavn nu et nyt tiltag, for at øge dialogen med alle medlemmer.

Afdelingsbestyrelsen har vedtaget en kommunikations- og informationsstrategi, der bl.a. betyder, at FOA Frederikshavn fremover udsender et nyhedsbrev, efter hvert afdelingsbestyrelsesmøde.

Afdelingsbestyrelsen håber, nyhedsbrevet og informationen om, hvad afdelingsbestyrelsen arbejder med, kan medvirke til en øget dialog imellem medlemmerne og afdelingsbestyrelsen.

Afdelingsformand, Jens Nielsen forventer, at det nye tiltag vil skabe en større indsigt i, hvad det egentligt er, FOA Frederikshavns næst øverste myndighed bruger tiden på.

- Afdelingsbestyrelsen skal varetage alle medlemmernes behov- og opgaverne er mangfoldige. Jeg tror, de færreste medlemmer tænker på, at de beslutninger og drøftelser, der finder sted på bestyrelsesmøderne, faktisk, sker ud fra afdelingens grundlag og formål, siger Jens Nielsen.

Afdelingens grundlag og formål:
• At organisere offentligt og private ansatte indenfor forbundets område
• At virke for medlemmernes fælles interesse
• At påvirke samfundsudviklingen fagligt, politisk, økonomisk, socialt, kulturelt og internationalt, herunder fremme ligestilling til gavn for medlemmerne
• At fremme medlemmernes uddannelsesmæssige baggrund
• At skabe sunde og trygge arbejdspladser, herunder et bedre arbejdsmiljø
• At forbedre medlemmernes løn, pensions- og ansættelsesforhold
• At yde hjælp, støtte og service efter det enkelte medlems behov
• At yde støtte til afdelingens tillidsvalgte

- Jeg har mødt mange medlemmer, der har en opfattelse af, at vi bare sidder og ”feder den af”! Virkeligheden er bare en helt anden, og den vil afdelingsbestyrelsen nu dele med medlemmerne, siger Jens Nielsen, der konstaterer, at det bør tydeligt for enhver, at FOA Frederikshavn er til for medlemmerne og ikke omvendt. 

- Derfor håber jeg, at nyhedsbrevet bliver læst, så det bliver tydeligt for alle, hvad, hvordan- og på hvilken måde, FOA Frederikshavn hver dag kæmper for at forbedre vilkårene for medlemmernes arbejdsliv.

Det er afdelingsbestyrelsens helt store ønske, at medlemmerne fremover – ikke bare kommenterer på nyhedsbrevets indhold, men også fremsætter forslag eller emner, der ønskers behandlet i afdelingsbestyrelsen.

Første reelle nyhedsbrev kommer kort tid efter det planlagte afdelingsbestyrelsesmøde den 19. august 2016. Nyhedsbrevet udsendes via den lokale hjemmeside, Facebook og muligvis også via mail.

Du kan sende din kommentar eller dit forslag til FOA Frederikshavn via mail frederikshavn@foa.dk