Konkurs - hvad gør jeg nu

ABC Service er gået konkurs. Vi arbejder lige nu på højtryk for at danne os et overblik. Se her hvad du skal gøre....

Medlemsinformation vedrørende konkurs og lønmodtagernes garantifond (LG), udsendt d. 19/2-2015.

Nedenstående giver med garanti ikke svar på samtlige spørgsmål, der måtte være, og alle er derfor fortsat velkomne til at kontakte FOA Frederikshavn, hvis der er tvivlsspørgsmål.

Lige nu har vi følgende generelle anbefalinger:

Du var ansat ved ABC Service da konkursen blev erklæret
Du skal med det samme melde dig ledig på www.jobnet.dk /Jobcenteret og være aktivt jobsøgende

Du var sygemeldt fra et job ved ABC Service (vejledning tilrettet d. 24/2-2015)
Du skal med det samme kontakte sygedagpengekontoret i din bopælskommune, og forklare dem din situation. Hvis du er berettiget til sygedagpenge, skal du sikre dig, at sygedagpengekontoret udbetaler sygedagpengene til dig i stedet for som refusion til virksomheden. Bliver du rask, skal du være opmærksom på, at du skal  foretage ledigmelding via www.jobnet.dk, ligesom det anbefales, at du kontakter A-kassen.  
 
Du var på barsel fra et job ved ABC Service
Du skal kontakte A-kassen og Udbetaling Danmark og forklarer dem om din situation – at du er på barsel, men at din arbejdsgiver er gået konkurs. Vi undersøger lige nu præcist, hvilke regler der gælder. Der er derfor ikke mulighed for at melde mere klart ud pt. 

Du har været ansat hos ABC Service i 2014, men er stoppet før konkursen
Du skal være opmærksom på, om du har fået dine feriepenge anvist til feriekonto. Dette kan du selv tjekke via www.borger.dk. Har du ikke fået feriepenge for optjeningsåret 2014, skal der fremsættes krav herom overfor LG.  

Hvorfor skal jeg meldes ledig, hvis jeg stadig har vagter?
Vi er lige nu ikke fuldstændigt afklaret på, hvorledes din aflønning vil ske, fra det tidspunkt konkursen blev erklæret og fremefter.

Vi har, torsdag eftermiddag kl. 16.00, fået oplyst fra Frederikshavn kommune, at der er lavet en aftale med kurator om, at ABC medarbejdere fortsætter arbejdet for boet i de næste 14 dage, og at Frederikshavn kommune stiller garanti for lønnen.

Der er dog fortsat så mange uafklarede faktorer, og fortsat intet på skrift der garantere løn, ansættelse eller øvrige vilkår i forhold til boet efter ABC. FOA Frederikshavn er lovet en tilbagemelding fra kurator, men afventer i skrivende stund fortsat.
Anbefalingen er derfor, at der foretages en ledigmelding. Hvordan du skal registrere den løn og de arbejdstimer du får fra konkursen og fremefter, skal du forhøre dig nærmere om i din A-kasse.  

Jeg har løn, feriepenge eller lignende til gode hos ABC Service – hvad gør jeg
Det anbefales at du i uge 9 / 2015 kontakter FOA Frederikshavn på telefon 4697 1170. Her skal du tale med Torben Fooken Jensen.

Sammen med Torben, aftaler du, hvad der videre skal gøres i din sag. Torben er sat som kontaktperson på alle konkurssager i forhold til ABC Service.

Inden du kontakter FOA Frederikshavn, anbefales det, at du skriver ned på et stykke papir, hvad du mener at have af krav i forhold til ABC Service. Dvs. løn, tillæg eller feriepenge.

Det er også vigtigt, at du finder den krævede dokumentation frem, som beskrevet herunder.  

Hvad med min løn nu her – får jeg ingen penge?
Du vil ikke modtage løn fra ABC Service. Der skal rejses krav om manglende løn overfor LG. Sagsbehandlingstiden hos LG er op til 35 dage!!

Er du medlem af FOA Frederikshavn, tilbyder vi at du kan låne et begrænset beløb af os, således du kan betale dine faste udgifter. Du kan dog aldrig låne mere, end det krav vi måtte beregne du har til gode hos ABC Service. Du skal heller ikke forvente, at du kan låne det fulde beløb, du har til gode hos ABC Service, men et beløb så du kan betale dine udgifter og rimelige leveomkostninger.

Et eventuelt lån kræver en individuel aftale, samt udfyldelse af diverse dokumenter og fuldmager. Du kan høre mere herom i afdelingen, når du får beregnet dit krav. 

Anmeldelse til Lønmodtagernes Garantifond (LG)
Som medlem af FOA Frederikshavn tilbyder vi at anmelde dine lønmodtagerkrav overfor LG. Det er meget vigtigt, at du selv er opmærksom på fristen for at anmelde krav, som beskrevet herunder.

Laver du ikke en aftale med FOA Frederikshavn om, at vi anmelder dine krav overfor LG, regner vi med, at du selv gør det.  

Værd at vide om anmeldelse til LG
Fremgangsmåde for anmeldelse af krav overfor arbejdsgiveren hos LG, er, at anmeldelsen sker digitalt på www.atp.dk. De krav som kan anmeldes er:
• Løn
• Feriepenge
• Løn i opsigelsesperioden
• Fritvalg
• Pension

Fristen for at anmelde krav hos LG er 4 måneder efter at arbejdsgiver er erklæret konkurs.

OBS: Tidligere ansatte hos arbejdsgiveren der har feriegodtgørelse til gode, skal søge snarest efter at de er blevet bekendt med konkursen.

Hvilken dokumentation skal man bruge for at søge?
Sammen med anmeldelsen skal der fremvises lønsedler eller lignende dokumentation for udbetalt løn for de sidste 3 måneder før udbetalingen af løn ophørte.

Dækningen fra LG er dog begrænset. En lønmodtager kan højst modtage netto 160.000 kr. fra LG (efter fradrag af beregnet A-skat mv.). For feriepenge og saldo på fritvalgskonto gælder ingen begrænsning.
LG dækker ikke udbetaling af G-dage for 1., 2. (og 3). ledighedsdag

Medlemmet skal søge arbejde i sin opsigelsesperiode
For at LG kan udbetale løn mv. for opsigelsesperioden, skal medlemmet aktivt have søgt arbejde i hele opsigelsesperioden. 

Lagt på den 19.02.2015

Senest redigeret den 25.02.2015 af René Johansen