Høringssvar vedr. attraktive dag-, fritids- og klubtilbud

Pædagogisk sektor i FOA Frederikshavn har d. 16. december 2015 sendt dette høringssvar til Børne- og ungdomsudvalget i Frederikshavn kommune.

Af: René Johansen, rejo@foa.dk, sektorformand, pædagogisk sektor

Høringssvar vedr. oplæg til ”Attraktive dag-, fritids- og klubtilbud”

I forbindelse med Frederikshavn kommunes høringsbrev dateret d. 23. november 2015, fremsendes hermed følgende bemærkninger, forud for børne- og ungdomsudvalgets videre behandling af sagen.

SFO benyttes i dag af mange 3. klasses børn
Af høringsmaterialet fremgår det, at ”der er en tendens til, at 3. klasses børn dropper ud af SFO 1….”.

I FOA Frederikshavn anerkender vi, at en del 3. klasses børn fravælger SFO delen. I bør politisk ikke sidde overhørigt, at de mange der trods alt har fastholdt et SFO tilbud, reelt risikere at fravælge et fritidstilbud, der er lige så dyrt, men hvor man får mindre for pengene (dårligere personalenormering).

Forældre kommer til at betale mere for mindre – hvor attraktivt er dét?
FOA Frederikshavn er oprigtigt bekymret for, at der med en flytning af 3. klasses børn fra SFO til fritidsklub tilbud, vil ske et yderligere fravalg og dermed fald i antallet af børn der benytter et kommunalt tilbud.

Når 3. klasses børn flyttes fra SFO til fritidsklub, er der lagt op til en uforandret forældrebetaling, hvilket vel kan defineres som at betale mere for mindre! I FOA Frederikshavn har vi rigtig svært ved at se, hvori det attraktive ligger, og vi anbefaler derfor på det kraftigste, at der bibeholdes et SFO tilbud til børn i 3. klasse.

Stærkt bekymrende udvikling
Det kommer nok ikke bag på ret mange, at FOA som organisation selvfølgelig finder de fortsatte besparelser på området stærkt bekymrende.

Hele dag-, fritids- og klubtilbudsområdet har igennem mange år været udsat for store besparelser, omorganiseringer og rationaliseringer, og det virker måske også nemt, at vi er mange der står ude på sidelinjen, og blot foreslår at bruge flere penge på et område, i en kommune der fattes penge.

Sandheden er imidlertid, at der er brug for ro og ekstra ressourcer, hvis der politisk virkelig ønskes ”Attraktive dag-, fritids- og klubtilbud” i Frederikshavn kommune!

Færre voksne, dårligere ressourcer mv. giver ikke attraktive dag- og fritidstilbud, ligesom muligheden for en tidlig indsat overfor udsatte børn- og unge besværliggøres. En indsats der ellers på den lange bane oftest viser sig som en god investering, selvom det er svært at måle på her og nu.

Personalemæssige konsekvenser
Såfremt det politisk besluttes at igangsætte de i høringsbrevet foreslåede forandringer, anbefales det, at der politisk sendes et klart og utvetydigt signal til medarbejderne på området om, at enhver der måtte blive berørt, sikres omplacering til andre ledige stillinger i organisationen. Det er her væsentligt, at omplacering kan ske, i hele den ansattes opsigelsesperiode.

Samtidig vil det være et yderst positivt personalepolitisk signal at sende, at der prioriteres uddannelsesmæssige aktiviteter i forhold til personalet på området, således disse rustes bedst muligt til et fremtidigt arbejdsmarked.

Såfremt der er spørgsmål kan René Johansen kontaktes på mail rejo@foa.dk eller telefon 46971170.