Frustration over Ejendomscenteret

Sådan lød overskriften på en artikel i Nordjyske d. 7. marts 2015, hvor Christina Lykke Eriksen (SF) udtrykker utilfredshed med det kommunale Ejendomscenter

Af: Louise Krüger Nielsen, lokn@foa.dk, konst. afdelingsformand i FOA Frederikshavn

Først og fremmest glæder det mig, at der nu tages initiativ til at evaluerer Ejendomscenteret, hvor vi i FOA Frederikshavn organiserer bl.a. teknisk- servicemedarbejdere (tidligere kendt som pedeller).

Ideen med Ejendomscenteret var til en start en god ide. Det er godt at øremærke pengene til det, pengene skal bruges til- nemlig drift og vedligeholdelse af de kommunale bygninger. Kommunens ejendomme er jo trods alt den største værdi, vi som borgere ejer i fællesskab. Ejendomme og bygninger er derfor også noget, vi bør passe godt på.

I FOA støtter vi den oprindelige idé bag Ejendomscenteret. Det er klogt og fornuftigt, at samle kommunens institutioner i geografiske områder, der hænger sammen og er overskuelige. Man kan sikre et ensartet højt serviceniveau og gøre brug af visse stordriftsfordele.
Hvor det før var op til den enkelte institutionsleder at bakse med vedligehold, og hvor vi før oplevede at det var lidt tilfældigt, hvordan bygningerne blevet passet og plejet, var planen nu, at Ejendomscenteret skulle overtage og levere ensartet service og vedligehold.

Medarbejdere mangler handlemuligheder!
Alle medarbejdere, deres kompetencer og ”knowhow” skulle samles i det nye Ejendomscenter. Det giver rigtig god mening, og det er godt at tænke i helheder. Det er godt at bruge medarbejdernes kompetencer og viden bredt - på tværs af institutioner og områder.

Problemet er bare, at man nu er ved at smide det hele ud med badevandet! I FOA mener vi, at Frederikshavn kommunen har gjort et godt projekt mindre godt!

Det er tåbeligt, at motiverede og engagerede medarbejdere ikke har mulighed for selvstændigt at kunne løse opgaver. Det er min opfattelse, at vi har fået opbygget et Ejendomscenter, der opfylder systemets krav for systemet!

Det giver for mig, eksempelvis slet ikke mening, at to personer skal køre fra Frederikshavn til Skagen, for at flytte nogle borde. Når der i forvejen går folk i Skagen, der sagtens kunne flytte bordene! Hvor er logikken henne i dét – og sådanne eksempler og frustrationer hører vi flere af fra vore smedlemmer.

Der er behov for at få genskabt ”den røde tråd” og fornuften i opgaveløsningen. Lad medarbejderne bruge deres faglighed og ”knowhow” til mere selvstændig opgaveløsning i områderne. Koordinering er godt, men en benhård centralisering og styring af opgaverne gør i dag Ejendomscenteret tungt, langsomt og på den lange bane dyrere at drive.

I FOA ser vi helst en organisation, hvor man respekterer, at der er forskel på en skole, et dagcenter for ældre og en daginstitution – ikke i forhold til den service brugere og ansatte skal have leveret, men i den mangfoldighed af opgaver, der skal løses til daglig.

FOA Frederikshavn har løbende været i dialog med politikerne, og vi er derfor glade for, at Christina Lykke Eriksen (SF), nu har sat Ejendomscenteret på den politiske dagsorden. Jeg ser frem til at man forhåbentligt kommer frem til, at hvis det vi gør i dag ikke fungere, så bliver vi nød til at ændre det.