Uddannelse - pædagogmedhjælper

Det kræver ikke nogen formel uddannelse at blive pædagogmedhjælper, men uddannelsen til pædagogisk assistent kan være med til at give fagligheden et stort løft.

Erhvervsuddannelsen til pædagogisk assistent kobler din praktiske erfaring som pædagogmedhjælper med teoretisk viden om det pædagogiske arbejde. Uddannelsen veksler mellem skole og praktikophold, men den erfarne pædagogmedhjælper kan gennemføre uddannelsen udelukkende som et skoleophold.

Uddannelsen til pædagogisk assistent kvalificerer dig til arbejdet med børn, unge og voksne. Det kan være i dagplejen, daginstitutioner, klubber og skoler/SFO. Det kan også være på døgninstitutioner for personer med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser.

En pædagogiske assistent er uddannet til at planlægge, udføre, dokumentere og evaluere aktiviteter, der understøtter læring og udvikling med udgangspunkt i det pædagogiske læreplaner.

En pædagogisk assistent er en pædagogisk håndværker, der bidrager med en særlig viden inden for fire faglige profilområder:

  • Natur og udeliv
  • Digital kultur
  • Bevægelse og idræt
  • Sundhed i den pædagogiske praksis
     

Læs mere om uddannelsens opbygning