FOA: Sundheds-anbefalinger mangler fokus

De nye anbefalinger til det nære sundhedsvæsen er et skridt i den rigtige retning, mener FOA. Men der mangler løsninger på helt afgørende punkter, mener formanden for social- og sundhedssektoren hos FOA Karen Stæhr.

Sundheds- og Ældreministeriet har netop offentliggjort Udvalget for det nære og sammenhængende sundhedsvæsens anbefalinger til fremtidens sundhedsvæsen.

Og der er brug for en nytænkning af sammenspillet mellem sundhedsvæsnets forskellige institutioner og faggrupper, mener formand for FOAs social- og sundhedssektor Karen Stæhr.

”I weekenden kunne man læse historien om 91-årige Esther Teglhus, som på to-et-halvt døgn efter sin udskrivelse fra hospitalet mødte 16 forskellige medarbejdere fra kommunen. Det er et eksempel på, at organiseringen halter nogle steder,” siger Karen Stæhr.

Anbefalingerne fra udvalget bestående af Danske Regioner, KL og staten er et skridt i den rigtige retning, men mangler fokus på helt grundlæggende områder som organisations- og ledelsesudvikling, mener hun.

”Anbefalingerne kunne have været mere ambitiøse. Hvis organiseringen var på plads efter udskrivelsen, ville Ester Teglhus måske have mødt én social- og sundhedsassistent og én ergoterapeut i stedet for 16 forskellige medarbejdere,” siger Karen Stæhr.

Med de nye anbefalinger lægger udvalget vægt på samspillet mellem sygehusene, den kommunale ældrepleje og lægepraksis. Fra 1. januar i år er social- og sundhedsuddannelserne blevet opdateret med netop fokus på samspillet, fortæller Karen Stæhr.

”De godt 80.000 social- og sundhedsmedarbejdere i kommunerne er grundstammen i det danske sundhedsvæsen. Med den nye uddannelse er social- og sundhedsassistenter klædt på til at være det gennemgående sundhedspersonale og bindeledet mellem hospitalerne og ældreplejen,” siger Karen Stæhr.

Hun savner anbefalinger til et generelt kompetenceløft på tværs af faggrupper og sundhedsvæsnets sektorer:

”Hvis vi skal have et bedre sundhedsvæsen, er det vigtigt, at man løfter kompetencerne over hele linjen og ikke blot på udvalgte områder,” siger Karen Stæhr.

FOA mødes, sammen med andre faglige organisationer, med ministeriet for at præsentere sine anbefalinger til et kommende udspil til det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.